Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Deleordninger - Deleforældre - Skilsmisse - Samarbejde og meget mere - Forum


Forum

Forum forside Søg

Ikke logget ind
:: Forum » Vi ser ikke vores børn » Velkommen til
Skrevet af Beskeder
Bille

Indlæg : 24
Skrevet : 18-09-2012 14:26:36  

Kære 2plus3

Tak for dit bidrag, der giver os langt mere indsigt i de tanker og følelser, som rører sig i børn og unge i forbindelse med deres forældres skilsmisse.

Det vækker store følelser i mig at høre din historie og de tanker, du selv har haft og gør dig i forhold til Stephans situation. Jeg har nemlig for tiden heller ikke selv kontakt til mine børn på 13 og 14 år og kan på mange måder identificere mig med Stephan.

Du fortæller meget om, at Stephan bør erkende sit eget svigt helt og uforbeholdent. Han skal ikke forklare sig men forandre sig. Han skal respektere, at hans søn har ret til at vælge ham fra – og har gjort det. Han skal respektere, at han kun får et forhold til sin søn, hvis hans søn ønsker det.

Jeg kan godt forstå mange af de synspunkter, du kommer med. Du har sikkert ret i, at Stephans adfærd på flere måder har været med til at øge afstanden til hans søn fremfor det modsatte. Men jeg undrer mig også over, hvordan du kan se så ensidigt på forløbet? Det bekræfter mig dog samtidig i, at dit reaktionsmønster jo meget godt afspejler sønnens.

Hvem har svigtet og hvori består det omtalte svigt? Jeg mener, at både far og mor har svigtet ved ikke at arbejde sammen som før skilsmissen. Så ville situationen for sønnen slet ikke være så meget anderledes end før, og han skulle ikke træffe nye valg.

Stephan har ikke dialog med sin søn om, hvad det er han ønsker sig. Jeg synes, det er skræmmende, at man ikke skaber mulighed for, at far og søn kan være i dialog med hinanden. Det er igen et ansvar mellem barnets forældre at skabe de rammer, og her svigter igen både far og mor.

Fik Stephan kontakt til sin søn, så kunne han måske få en forståelse for, hvad det er for ønsker, sønnen har til sin far. Men Stephan kunne også erkende, at han ikke er indstillet på at gå ind på de præmisser, sønnen stiller op. Det svære valg bliver her at erkende, at prisen for at have kontakt til sønnen kan være for høj.  

Forældreskabet kan man ikke tage fra nogen. Det biologiske bånd vil altid være der. Men forældre har ikke krav på at være sammen med sine børn. Det må være læren af dette.

Fjerner det offentlige idag børn fra deres forældre, så er der som regel tale om et meget voldsomt indgreb. Der går typisk et stort forarbejde forud for en sådan beslutning.

Men i tilfælde af skilsmisse, er det en anden sag. Her mister flere ved en ren administrativ beslutning muligheden for at være sammen med deres børn, uden der kan peges på nogen reel årsag end barnets eget ønske. Hvad der ligger til grund for dette ønske, er som regel sagen uvedkkommende.

Vi må indse, at skilsmisse meget let kan koste samværet med ens børn nu og måske for altid. Jeg er trist ved tanken om, at vi ikke formår at indrette vores system sådan, at vi bedre kan sikre velfungerende forhold mellem børn og deres forældre efter skilsmisse. Stephan har efter min overbevisning været stort set magtesløs og kommentarerne fra 2plus3 bekræfter mig i dette.

2plus3

Indlæg : 207
Skrevet : 21-09-2012 21:08:11  
Bille, med al respekt.. Men man kan sagtens undgå den slags konflikter, der opstår ved at man vælger samvær fra, og vælger at lyve for sit barn.

Og der har muligvis ikke været direkte konflikter mellem far og søn inden skilsmissen, men der har tydeligvis heller ikke været en meget nærværende og dybfølt kontakt mellem de to, uanset at de naturligvis begge elsker hinanden højt.

Og et ikke særligt tæt forhold, i en konfliktsituation, sammen med en del svigt, vil uværgeligt give negative konsekvenser...

Men selvfølgelig kan man undgå konflikter der kommer af at man vælger sin kæreste før sin søn... :)

Dog vil jeg give dig ret i at moren naturligvis også stadig har et ansvar. Jeg er dog ikke sikker på, hun kan gøre så meget ved sønnens valg. Og ved at forsøge at få ham til at snakke med sin far, mod sin vilje, risikerer hun blot at sønnen føler at han også svigtes af sin mor. (Fordi hun i sønnens øjne vil stille sig på farens side, og heller ikke vil udvise forståelse eller respekt for sønnens valg.)

Min egen mor prøvede mange gange, gennem flere år, at få overtalt min bror til at snakke med vores far. Det bevirkede blot at min bror blev endnu mere stejl, og det har sandsynligvis været medvirkende til, at han holdt så hårdt fast på ikke at se vores far; han krævede på denne måde at blive taget alvorligt, at få lov til selv at vælge...

Jeg tror ikke man skal se på det som at det offentlige vælger, at det er mere i orden at børnene "fjernes" fra deres (i det her tilfælde) far, blot fordi det er en skilsmisse. Jeg er helt overbevist om at det alene er et udtryk for, at man anerkender og erkender, at børn af en vis alder (og modenhed, naturligvis) er i stand til, og derfor bør have ret til, selv at vælge.

De er ikke - på samme måde som de fleste voksne - i stand til at erkende de mulige konsekvenser af deres valg. Men det komplekse i disse situationer er, at man ved at presse på, gør tingene værre; man risikerer at de (som min bror) aldrig vil have med deres anden forælder at gøre igen. Og dét er, trods alt, langt værre, end hvis de "blot" vælger det for en periode i deres liv...

Børn i denne situation har brug for ro og plads. Det er det de mangler, og så desperat forsøger at skabe, ved at afskære sig fra den person/de personer, der synes at være katalysatoren for konflikter.

Det er en utroligt svær situation; der er ingen tvivl om at Stephan har ondt i hjerte og sjæl, og elsker sin søn. Men uanset hvor ondt det gør, uanset hvor uvidende han var om de kommende konsekvenser af sine uhensigtsmæssige valg og sine svigt, uanset hvor meget vi som voksne kan tilgive og forstå, så er der ingen(!) på hele denne klode, der kan få et barn til at føle og forstå andet, end det de føler og forstår...

Man kan godt tvinge dem til samvær, men det vil ikke være nyttigt; "man kan tvinge hesten til truget, men ikke tvinge den til at drikke"... Og jo mere man presser på, jo mere modstand og vrede skaber man hos barnet.

Så der er ingen vej udenom; det skal respekteres og accepteres, og man skal være lige så varsom og selvbevidst, som skulle man lokke en snegl ud af sit bo. Og førend Stephan (og mange andre i hans situation) kan bevise for sin søn, at han aldrig svigter ham sådan igen (altså at han helt har ændret holdning og adfærd), kommer han ikke til at se sin søn igen.... Det er den skinbarlige og hårde sandhed...


/2plus3
Mill68

Indlæg : 7
Skrevet : 20-01-2013 15:23:45  
åhh hvor kan jeg genkende meget fra alle sider.

Jeg har prøvet både at være barnet som fravalgte en forælder, og prøvet at genstarter at ses igen som voksen og måtte fravælge igen igen, fordi at den af mine forælder åbenlyst havde den indgangsvinkel ; mig-mig-mig og alt er andres skyld. Sådan en som er hovedpersonen og som ikke magter at være forælder på trods af god uddannelse, ingen misbrugsproblemer, ingen voldsproblemer, kan sagtens være en dårligere forælder end en med dårlig uddannelse eller et misbrug, som stadig magter at give sit barn en ubetinget kærlighed og at lytte til barnet.

Jeg har også prøvet at have et barn jeg har ikke har måttet se, barnet fravalgte samvær i en periode, og jeg accepterede det, for i teenårene har man brug for ro i sit liv til at blive voksen og 12 år er en hamrende følsom alder. som 17 årig kom barnet hjem og bo hos mig. Og jeg har da naturligvis aldrig bebrejdet barnet de år, aldrig stukket barnet det i næsen.

hvor mangler mange accepten af ;
- et barn har brug for ro i sit liv, og ja det kan sagtens være på bekostning af samvær, det er det som kan ske når man skilles som kernefamilie, og at tvinge et barn til samvær kan skabe had. Ingen samvær med en forælder, kan for barnets udvikling være bedre end et samvær som fylder den tid ( både mens det står på og imellem) så der ikke er tid i hovedet til at blive voksen.
- Det er nogen gange at en forælder ( og det kan såmænd være begge køn) ikke er en god forælder, men mens et forhold kører mellem forældrene, kan den anden forælder "dække" over den første forælders mangler, sådan at de først fremstår tydeligt når skilsmissen er en realitet.



Mill68

Indlæg : 7
Skrevet : 20-01-2013 15:31:46  
Men det er ikke altid man kan se egne fejl, det er nemmere at give staten, lovgivning eller den anden forælder, eller sågar børnene skylden.

Det tætte forhold bør opbygges fra barnet er lille. At komme efter en skilsmisse og tro man kan bygge det op der, og at man er den vigtigste person i barnets liv og tilmed lyve for barnet og tilsidesætte det som barnet siger til en og forklejne barnets behov og følelser er en stor stor fejl.

Har man ikke opbygget det tætte forhold, koster det tid , tid og mere tid at opbygge, men at påberåbe sig et faderskab som grund til at man har "ret" til at få barnet udleveret x antal timer uanset barnets følelser, tangerer børnemishandling og er ikke den rigtige måde at få et godt forhold og at barnet får en god opvækst.

Jeg er glad for, udfra historien om Niclas at kunne læse, at systemet er mere humant, end jeg havde hørt, og mere empatisk og tager mere hensyn, end jeg troede til børnene, og deres behov for en god barndom med ro.

 
2plus3

Indlæg : 207
Skrevet : 22-01-2013 12:27:54  
Mill68: "Det er nogen gange at en forælder ( og det kan såmænd være begge køn) ikke er en god forælder, men mens et forhold kører mellem forældrene, kan den anden forælder "dække" over den første forælders mangler, sådan at de først fremstår tydeligt når skilsmissen er en realitet."

Hvor er det sandt, og også ekstremt relevant i den her fortælling... Farens (eller morens for den sags skyld, men specifikt her altså Stephans) fravær har jo nemlig ikke været så tydelig før skilsmissen, fordi moren altid har været der i stedet, og faren måtte - trods alt - komme hjem og sove hver dag. Så han var hele tiden, gennem moren - og fysisk fordi han boede under samme tag som sit barn - til stede, omend mere i periferien end noget andet.

Nu har han fået et andet hjem, og moren er ikke længere i stand til at dække over hans mangler, og han har ingen hverdag i øvrigt med sit barn. Og så bliver ens mangler som forælder nemlig lige præcis meget, meget tydelige; manglende evne til indlevelse i barnets verden, manglende evne til at tilsidesætte egne behov til fordel for barnets, manglende evne til at have fokus på at pleje det far-søn forhold, der skal danne grundlaget for det fremtidige forhold mellem dem...

Men jeg ved godt, at mange mænd ikke har lært at være en "rigtig far". Både fordi de traditionelt har flere aktiviteter uden for hjemmet end kvinden, og fordi de fleste omsorgsopgaver overfor børnene igen traditionelt tilfalder kvinden.

Her er det også os mødres ansvar at hive far med "ind i kampen", og hjælpe ham med at lære at blive en god og ikke mindst nærværende far. Det er vores ansvar, ikke overfor fædrene, men overfor børnene.

(Men der er naturligvis grænser for hvor meget energi man skal bruge på dette, hvis faren ikke selv på nogen måde ønsker at deltage. Og far har naturligvis også selv et ansvar for netop at sige til, og forsøge at gøre en indsats, frem for bare at benytte sig af, at mor nok skal være der for barnet, når far ikke lige mener han har tid eller lyst..)

Men de fleste fædre vil jo gerne; de mangler blot fantasi og - ærligt talt - mod, til at sige til, og finde ud af at være sammen med deres børn. Her er det godt, hvis man som mor sørger for ind imellem at være fysisk væk, så far er tvunget til at finde sin egen måde at være sammen med barnet på. (Og det skal have lov at være hans egen måde, ikke mors måde...) Det er også vigtigt at inddrage far i beslutninger, og lytte til ham.

Det kan være om så små detaljer, som at lade far købe tøjet ind imellem, for tro mig, også fædre har ofte en ret klar holdning til børnenes påklædning. ;) Men det kan også handle om andre ting, som fx fritidsaktiviteter, kost osv.

Vi gør kun barnet en tjeneste, ved at sørge for at begge forældre for lov at gøre deres eget indtryk på barnet, får lov at være med til at forme og påvirke det.

Og til slut, Mill68; hvor er det super flot, at du gav dit barn den tiltrængte pause. Det var ikke kun sundt for dit barn, men også utroligt respektfuldt fra din side, og det er jo lige præcis den oplevelse børnene skal have; at vi respekterer dem, og ikke bare kræver dem, eller kræver af dem....


/2plus3 :)
Mill68

Indlæg : 7
Skrevet : 23-01-2013 16:20:58  
Det er forælderens eget ansvar at blive voksen, man kan ikke tørre det ansvar over på partnere hverken tidligere eller nuværende.

Det er som forælder ens eget ansvar at sætte sig ind i hvad det kræver. Hverken samfundet, ens opvækst, eller den anden partner bærer det endelige ansvar , de kan være forklaringer, men ansvaret bærer man 100 % selv

M.h.t. Stephan er han jo helt håbløst tilfælde og burde rense nettet fra hans bog, som hvis hans søn så den, kun kan få han gjort overbevist om hans faders manglende lyst/evner til at være fader.

Det slog mine øjne med det samme ;


s 17 hvor der omtales hvor glad han var for at få et voksen liv siden alt kun havde drejet sig om sønnen før, og nu fik han endelig øjnene op for hvor dejligt livet kunne være ( uden barn underforstået). Den slags siger man bare ikke til sit barn , og endnu mindre skriver det offentligt!


Det er blot en af de ting som stikker i ens øjne i hele den fortælling som dog åbner ens øjne for, hvorfor folk med dårlig forældreevne, kan blive ved at tro de er gode forældre. Hele verdenen drejer sig om dem selv og deres navle.

Jeg vil betegne den far som et håbløst tilfælde, som der aldrig vil kunne forstå hvorfor han blev fravalgt, og resten af hans liv vil give samfund, ex'en og omgivelser eller sønnen skylden for det blev som det gjorde.

Samvær, del 1

De første måneder efter ”skilsmissen” var på mange måder frygtelige. Beslutningen var taget, og jeg havde det super godt med min nye kæreste. Med hende åbnede der sig en helt ny verden for mig - en voksenverden. I de sidste mange foregående år havde hele verden drejet sig om dig. Det var rigtigt i en årrække, men med min alder, kom også længslen efter noget andet. Og med min nye kæreste, som altid har været glad for at opleve naturen og de forskellige egne af Danmark, og som samtidig, har været levende interesseret i mere kulturelle oplevelser, mærkede jeg, for første gang i mange år, at jeg levede. 

Samvær, del 1

De første måneder efter ”skilsmissen” var på mange måder frygtelige. Beslutningen var taget, og jeg havde det super godt med min nye kæreste. Med hende åbnede der sig en helt ny verden for mig - en voksenverden. I de sidste mange foregående år havde hele verden drejet sig om dig. Det var rigtigt i en årrække, men med min alder, kom også længslen efter noget andet. Og med min nye kæreste, som altid har været glad for at opleve naturen og de forskellige egne af Danmark, og som samtidig, har været levende interesseret i mere kulturelle oplevelser, mærkede jeg, for første gang i mange år, at jeg levede. 

Mill68

Indlæg : 7
Skrevet : 23-01-2013 16:21:19  
 

Samvær, del 1

De første måneder efter ”skilsmissen” var på mange måder frygtelige. Beslutningen var taget, og jeg havde det super godt med min nye kæreste. Med hende åbnede der sig en helt ny verden for mig - en voksenverden. I de sidste mange foregående år havde hele verden drejet sig om dig. Det var rigtigt i en årrække, men med min alder, kom også længslen efter noget andet. Og med min nye kæreste, som altid har været glad for at opleve naturen og de forskellige egne af Danmark, og som samtidig, har været levende interesseret i mere kulturelle oplevelser, mærkede jeg, for første gang i mange år, at jeg levede. 

Samvær, del 1

De første måneder efter ”skilsmissen” var på mange måder frygtelige. Beslutningen var taget, og jeg havde det super godt med min nye kæreste. Med hende åbnede der sig en helt ny verden for mig - en voksenverden. I de sidste mange foregående år havde hele verden drejet sig om dig. Det var rigtigt i en årrække, men med min alder, kom også længslen efter noget andet. Og med min nye kæreste, som altid har været glad for at opleve naturen og de forskellige egne af Danmark, og som samtidig, har været levende interesseret i mere kulturelle oplevelser, mærkede jeg, for første gang i mange år, at jeg levede. 

Mill68

Indlæg : 7
Skrevet : 23-01-2013 16:21:29  
 

Samvær, del 1

De første måneder efter ”skilsmissen” var på mange måder frygtelige. Beslutningen var taget, og jeg havde det super godt med min nye kæreste. Med hende åbnede der sig en helt ny verden for mig - en voksenverden. I de sidste mange foregående år havde hele verden drejet sig om dig. Det var rigtigt i en årrække, men med min alder, kom også længslen efter noget andet. Og med min nye kæreste, som altid har været glad for at opleve naturen og de forskellige egne af Danmark, og som samtidig, har været levende interesseret i mere kulturelle oplevelser, mærkede jeg, for første gang i mange år, at jeg levede. 

Samvær, del 1

De første måneder efter ”skilsmissen” var på mange måder frygtelige. Beslutningen var taget, og jeg havde det super godt med min nye kæreste. Med hende åbnede der sig en helt ny verden for mig - en voksenverden. I de sidste mange foregående år havde hele verden drejet sig om dig. Det var rigtigt i en årrække, men med min alder, kom også længslen efter noget andet. Og med min nye kæreste, som altid har været glad for at opleve naturen og de forskellige egne af Danmark, og som samtidig, har været levende interesseret i mere kulturelle oplevelser, mærkede jeg, for første gang i mange år, at jeg levede. 

Mill68

Indlæg : 7
Skrevet : 23-01-2013 16:21:32  
hvis man endelig skal kigge på moderens ansvar i denen historie virker det jo som hun i start fasen er meget interesseret i et godt far/søn forhold, men jo mere faderen svigter jo mere desillisioneret bliver hun, og hvem skal hun støtte i sådan en konflikt hvor faderen ikke vil lytte? 
Som en ordentlig forælder skal hun da støtte sit svigtet barn! 

Gentagne svigt mod et barn slår hårdt på barnet.

Samvær, del 1

De første måneder efter ”skilsmissen” var på mange måder frygtelige. Beslutningen var taget, og jeg havde det super godt med min nye kæreste. Med hende åbnede der sig en helt ny verden for mig - en voksenverden. I de sidste mange foregående år havde hele verden drejet sig om dig. Det var rigtigt i en årrække, men med min alder, kom også længslen efter noget andet. Og med min nye kæreste, som altid har været glad for at opleve naturen og de forskellige egne af Danmark, og som samtidig, har været levende interesseret i mere kulturelle oplevelser, mærkede jeg, for første gang i mange år, at jeg levede. 

Samvær, del 1

De første måneder efter ”skilsmissen” var på mange måder frygtelige. Beslutningen var taget, og jeg havde det super godt med min nye kæreste. Med hende åbnede der sig en helt ny verden for mig - en voksenverden. I de sidste mange foregående år havde hele verden drejet sig om dig. Det var rigtigt i en årrække, men med min alder, kom også længslen efter noget andet. Og med min nye kæreste, som altid har været glad for at opleve naturen og de forskellige egne af Danmark, og som samtidig, har været levende interesseret i mere kulturelle oplevelser, mærkede jeg, for første gang i mange år, at jeg levede. 

Stephan

Indlæg : 3
Skrevet : 24-01-2013 00:28:30  
Hej Mill68

Og tak fordi du stempler mig som et "håbløst tilfælde". Både den påstand, og resten af dit indlæg, giver naturligvis stof til eftertanke.

Din påstand om "et håbløst tilfælde, der aldrig vil kunne forstå, hvorfor jeg blev fravalgt", har jeg vendt og drejet i mit hoved, siden jeg læste dit indlæg. Og du har ret. I hvert fald i den forstand, at jeg ikke kan forstå, hvorfor SF og de andre sociale myndigheder har fravalgt mig. Ja, de har blot efterkommet min søns ønske, men skal de have den mulighed? Nej! At han fravalgte mig på det tidspunkt han gjorde, er sgu ikke særlig svært at regne ud. Og at give andre end mig selv skylden er jo latterligt: Det var mig der valgte at gå, og at han herefter ikke gad mig, fordi jeg havde svigtet ham og hans mor ved at forlade dem, er ikke svært at regne ud. Længere er den ikke.

På trods af, at jeg er et "håbløst tilfælde", vil jeg tillade mig, at betegne mig selv som videbegærlig. Jeg vil gerne, med tiden, kunne forstå, hvad det var der skete. Hvad det var for nogle mekanikker, der trådte i kraft, den dag jeg valgte at bryde. Jeg har derfor valgt at gå offentligt ind i debatten om den nuværende forældreansvarslov, dels for at få nogle svar, og dels for at blive klogere. Dit indlæg er med til at give mig nogle af de svar. Udover at jeg er aktiv her på delebarn.dk, deltager jeg også i debatten i Foreningen Far, ligesom jeg er med i en Facebook-gruppe for fædre, der ikke ser deres børn. Alt sammen er med til at give mig mere viden om, hvorfor alt blev som det blev og hvorfor alt er som det er. Det rigtigste ville naturligvis være at høre det fra min søn. Men da det desværre ikke er en mulighed, som tingene er lige nu, søger jeg denne viden andre steder.

Mht. din kommentar om bogens side 17, udtrykker jeg mig desværre ikke klart nok. Jeg skriver, at "Der var aldrig noget galt med alle de gode oplevelser, vi tre havde, mens vi stadig boede sammen... Og selvom der heller ikke her, var nogen voksen alene tid, så var det gode ferier, hvor vi virkelig, alle tre, havde tid til at være sammen. Det jeg oplevede nu, var bare noget andet". Lad mig prøve at forklare...

I en travl hverdag med alle dens forpligtelser, var der, i hvert fald ikke i mit tilfælde, tid til fordybe sig i den voksenverden, der åbnede sig for mig, efter at jeg havde brudt. Det var der sikkert flere gode grunde til, og nogle af dem var også selvforskyldte. Men det gør mig ikke til en dårlig far! For i tiden, hvor vi boede sammen, var der samtidig også masser af grin, sang og leg - både på børneværelset, i haven og på legepladsen. Computerspil, og lange gåture - fotosafari'er kaldte vi dem. Gymnastikopvisninger, arrangementer i børnehaven og i skolen, besøg i badelande og biografer, samt masser af skønne, dejlige ferier - både herhjemme og i udlandet. Blot for at nævne nogle få af de mange gode oplevelser, min søn og jeg har haft alene og uden mor! Alt sammen nære oplevelser, som jeg, som stolt far, ikke ville have været foruden.

Lad mig afslutningsvis sige, at du naturligvis er i din gode ret til at mene om mig og bogen hvad du vil. Ligesom du har lov at mene, at delebarn.dk ikke burde have offentliggjort historien. Men at kalde mig for et "håbløst tilfælde" synes jeg er dårlig skik i et offentligt forum. Ingen medlidenhed! Men vi skal alle være her, og når alt kommer til alt, er jeg bare en ganske almindelig far, der havde fungeret som sådan, uden at du nogensinde havde hørt om mig, hvis altså bare jeg var blevet i et kæresteforhold, der desværre ikke længere fungerede.

MVH Stephan
« Forrige   / 3   Næste »

Anbefal delebarn.dk

delebarn.dk - Barnet i focus

Del på Facebook



Copyright 2009 - 2019 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook