Spørgsmål:
Kære rådgivning!
For snart 5 år siden fødte jeg min første søn. Jeg har været alene med ham, fra han blev undfanget, da hans biologiske far bor i USA, og han og jeg kun har haft sparsom kontakt under min graviditet, og jeg nu ikke har hørt fra ham i flere år.
Måneder før min ældste søns 2 års fødselsdag forelsker jeg mig i en gammel ven, som har mødt min søn flere gange, og der går kun kort tid, så er jeg gravid igen. Da vi nu er kærester, og han brændende ønsker at få et barn med mig, vælger vi at beholde barnet. Få måneder henne begynder jeg dog at mærke, at dette forhold har potentiale til at blive rigtig svært, og jeg ender med at bestille tid til abort, som jeg dog aflyser, da en veninde taler mig fra det. Han er en god mand og tager min ældste søn til sig, men deres relation er fra starten svær, ikke mindst fordi jeg er en rigtig løvemor og nok er for overbeskyttende.
Min søn vælger til enhver tid mig til trøst og omsorg, hvilket meget naturligt frustrerer min eks, der virkelig prøver at skabe en farrolle i forhold til min søn. Da jeg 9 måneder senere føder vores fælles søn begynder tingene at blive svære. Han har ikke den tilknytning til mit første barn, der gør, at han naturligt lader mig tage babyen og drager omsorg for den ældste, som jeg ved, det foregår i andre familier.
Tværtimod oplever jeg flere gange, dette også overværet af min søn, at han tager babyen ud af armene på mig og er svært insisterende omkring, at han kan varetage omsorgsopgaverne omkring den nyfødte lige så vel som mig. Det skal siges, at min eks har et barn, der bor i en anden verdensdel, og som han blev far til, da han var 17 år. Denne pige er nu 18 år og klarer sig rigtig skidt. Han forlod hende, da hun var 7 år gammel og har kun haft sporadisk kontakt med hende, det til trods for at han vidste, at hun blev omsorgssvigtet af sin mor.
Vores konflikter begynder at vokse, og selvom jeg (som psykologistuderende) har en masse viden om, hvor skadeligt det er for børn at vokse op med forældre, der ikke håndterer deres konflikter hensigtsmæssigt, lader jeg min ældste søn overvære nogle af vores konflikter, og han ser bl.a., at min eks spytter mig i hovedet, skubber mig væk og skriger grimme ting om mig. Efter 2 års op- og nedture vælger jeg, at vi skal gå fra hinanden, han accepterer det ikke og har nu 6 måneder senere stadig ikke accepteret, hvilket i sig selv er dybt frustrerende. Han har dog allerede fra begyndelsen taget ansvaret for min biologiske søn, og drengene er hos ham 4/10, men primært hos mig.
Jeg har stor forståelse for, at han elsker sin biologiske søn højere end noget andet, og stor respekt for, at han har taget min ældste søn til sig, men jeg oplever forsat, at der er problemer, der knuser mit hjerte. Bl.a. hører jeg aldrig min ældste søn udtale, at han har lyst til at komme på weekend hos "far", hvor hans lillebror på nu 2 år tit spørger efter sin daddy. Ligeledes frygter jeg, at min eks en dag vil kunne finde på at afvise mere kontakt med min ældste søn for at hævne sig på mig. Uden at kunne udpege i hvilken grad mine børn har været berørt af skilsmissen, da de nu har en langt gladere mor, og da de jo rent genetisk er forskelligt disponerede, ser jeg, at vores fælles søn stortrives i livet, hvor hans bror har større konflikter. Disse udmønter sig i en "Emil"-adfærd, som i bund og grund kan betragtes som meget sund for en 4-årig sund og intelligent dreng, men også i en adfærd, hvor han ofte afviser fysisk omsorg. Vil ikke kysses og krammes og har egentligt i flere år afvist dette, dog kommer han nogle gange ind til mig om natten og putter sig ind til mig.
Mit overordnede spørgsmål er lidt flydende, men jeg søger nok at afdække, hvordan jeg i bedst muligt omfang kan støtte min 4-årige, velvidende at det bedste jeg kan gøre pt. er at holde konflikterne på nulpunktet med hans papfar - som i hans verden er hans rigtige far.
Kærlig hilsen mor til 2
Renée's svar:
Kære mor til 2
Jeg tænkte, da jeg læste dit brev, at det, du mest kredsede om, var, at din eks ikke var din førstefødtes rigtige far, og at det piner dig, at han ikke har en rigtig far i sit liv? For i og med at din førstefødte ikke er din eksmands rigtige barn, vil han så elske ham og være hans far gennem hele livet, sådan som en dreng har brug for? Og faktisk så tror jeg ikke, du kan .....
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her