Spørgsmål:
Kære Renée.
Jeg mangler ind imellem gode råd til, hvordan man som "bonusforælder" skal forvalte sin opgave, når rettighederne ikke eksisterer. Min familie ser således ud: Mand + mands barn (søn, 12) fælles barn (datter knap 2) og en lille ny på vej. Jeg kommer ind i denne familie kort efter, at min mand og dennes eks er blevet skilt. Skilsmissen var grundet ekskonens utroskab.
Min mand og ekskonen kommunikerer praktisk talt ikke mere. For 1/2 år siden er der sket ændringer ift. samkvem. Vi har min mands søn 9 ud af 14 dage. Han er skolesøgende her, hvor vi bor, og meget knyttet til sin far. Efter disse nye dagsrytmer er trådt i kraft (på eks'ens foranledning, idet hun selv oplevede, at hendes søn havde det rigtig svært med mange skift) har hun desværre også valgt, at manifestere sin "magt" på flere ubehagelige måder. Hun nægter at tage telefonen, når min mand ringer til hende. Sønnen kommer med beskeder om evt. ændringer af julen, men hun vælger selv ikke at tage kontakt. Hun vil ikke at de ting som hun har købt til sin søn kommer med her til os, for han skal ikke slide sine ting op her. Det betyder, at der skal købes dobbelt af nogle ting, men også at sønnen ikke oplever, at det reelt er hans ting og at overgangene er glidende. Det virker som om, at nu hvor hun har "givet afkald på noget" eller at vi har fået noget mere, skal hun ligesom ha' noget andet i stedet.. kontrol? Jeg oplever, at det gør tingene enormt besværlige for denne dreng.
Senest da han havde en konflikt i skolen (var her hos os) havde han taget kontakt til begge sine forældre for at fortælle om episoden, inden han kom hjem, hvor jeg var. Her fik vi påbegyndt en god snak om det hændte og hans afmagt ift. at have slået en klassekammerat men i særdeleshed skammen over, at hele klassen havde påtalt, hvad det var han lavede. Alt imens vi er ved at få godt hul på snakken om, hvordan han bedst muligt kommer videre med denne hændelse, ringer hans mor til ham og vil at han skal komme ind til hende. Han fortæller hende at han sidder lige og taler med mig, så det er ikke nødvendigt. Hun siger, at det synes hun, at han skal. Han gentager men hun insisterer. Han må lægge på med ordene:" Jeg ringer lige tilbage" og går grædende hen i sofaen og synes at det hele er så svært. Nu vil hun ha ham derind til sig (med en bus) og han føler sig lidt presset. Jeg spørger ind til det, men oplever også at han ikke vil ud i, at skulle sige at han synes det er træls. Jeg er på det tidspunkt voldsomt provokeret af, at hun på den måde intervenerer i mit/vores, men vælger at fortælle ham, at han skal på ingen måde føle at han vælger mig fra hvis han tager ind til sin mor. Jeg tilbyder at køre ham derind, idet han om eftermiddagen skal til sport med en taske større en Europa.
Herefter er det så at jeg kan mærke en enorm frustration ift. at de to forældre (min mand og hans ekskone) skaber en hverdag for sønnen, der er så besværlig, så presset og hvor han kommer sådan i klemme.
Jeg er en kvinde, der er vant til at handle på ting, gøre noget, men her er jeg helt handlingslammet. Idet forældrene ikke har kommunikeret særligt godt i al den tid jeg har været inde i billedet, er der jo heller aldrig blevet noget mellem sønnens mor og jeg. Vi har kort truffet hinanden over de seneste 2 1/2 år, men det har altid været kejtet for mig, for det vil være underligt for mig at stå og smalltalke, når min mand og hende ikke gør det. Tiden har også forandret meget, for hun hilser ikke længere på mig, hvis vi mødes tilfældigt. Summasumarum er, Jeg er ved at blive småstresset af, at denne tunge dyne ligger ned over vores familie som ellers fungerer godt.
Jeg bliver nogle gange nervøs, når jeg ved at eks'en eks. skal komme forbi og aflevere sønnen her hos os og når der som i weekenden pludselig tikker en sms ind (på trods af at en klar aftale om kun at kontakte telefonisk- ikke mail-ikke sms) kommer dette pludselig til at fylde hele billedet, idet hun, da min mand kort efter vælger at ringe op, for at få klarhed, ikke tager telefonen, står vi IGEN i en situation hvor vi egentlig ikke selv vælger hvad der skal fylde vores dag. - Der kommer en besked som vi gerne vil forholde os til, men bestemt ikke er enige i, og hun vælger igen at afvise opkaldet.
Det gør noget ved mig, ved os, at dette foregår. Min mand har dd kontaktet forvaltningen for endnu et møde, men hvad stiller sådan èn som mig op? Hvor skal jeg få kommunikeret min vrede, min ærgrelse og mit behov for at denne dejlige dreng ikke længere skal fængsles mellem voksne, der har mere travlt med at kontrollere og bruge deres magt end at passe godt på deres lille dreng, der allerede har været så meget igennem? Og hvordan passer jeg bedst på mig selv, på sønnen og min øvrige familie i alt dette?
KH
"ikke mor, men vigtig omsorgsperson i barns liv"
Renée's svar:
Kære Ikke-mor
Jeg synes virkelig det lyder som om du allerede gør det rigtig godt i din nye familie og især i forhold til din papsøn. Du er der for ham når han har brug for dig, som f.eks. da han kom til at gøre noget han selv synes var dumt i skolen, du lytter, du er åben, anerkendende og støttende i forhold til ham og selv da hans mor insisterede på ...
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her