HJÆLP, børnene holdes som gidsler !

Hej.

Jeg skriver, fordi jeg er helt desperat, og ikke synes, jeg får hjælp nogen steder.

Jeg blev separeret i marts, efter et langt og ulykkeligt ægteskab. Det har taget mig så mange år at komme ud af det dårlige ægteskab og nu, hvor det endelig er lykkedes, er mine børn blevet gidsler. Min ex er alkoholiker, med hvad dertil hører af ulykkeligheder. Han har været i behandling for sit misbrug, men har taget tilbagefald siden - han hævder dog selv, at han er ædru, men da jeg har set øldåser flyde i hans bil, er jeg ikke i tvivl.

Vi har tre børn på 2,6 og 8 år, og jeg tog dem med, da vi flyttede. Vi boede først på et krisecenter i tre uger, men så fandt jeg en lejlighed. Min ex skiftede låsene på vores (fælles-)hus, så vi kunne ikke få nogen af vores ting med, kun det tøj, jeg havde fået med på krisecenteret.

Efterfølgende har jeg søgt separation og om at få børnenes bopæl. Min ex er ikke indforstået, idet han mener, at børnene skal bo hos ham. Sagen skal altså i retten. 

Børnene har nu boet hos mig i fem måneder og er faldet godt til i deres nye skoler og institutioner (deres gamle skole er for resten lukket til sommerferien, hvilket også er grunden til, at jeg flyttede fra lokalområdet). De har kun set deres far sporadisk, da han ikke var interesseret i at lave en fast aftale, som kunne gælde under retssagen, han sagde, at han ikke behøvede en fast aftale, da "vi havde fælles forældremyndighed og han derfor bare kunne hente dem, når han havde lyst". Men efter det for tre uger siden blev bestemt, at han skal betale børnebidrag, hentede han pludselig børnene fra deres institutioner og nægter at aflevere dem til mig igen. Han prøver nu at få ændret deres folkeregisteradresse og at få indskrevet dem i nye skoler og institutioner, men da jeg har skrevet til alle skoler og institutioner, og nedlagt veto mod at de indskrives, er det ikke lykkedes ham.

Jeg prøvede at hente dem hjem, da min store dreng ringede og bad mig hente ham, men det kom til en tumultagtig scene, hvor han flåede den mindste ud af min arm og hev og flåede i den store, som var løbet ind i min bil og havde skyndt sig at tage sele på. Den mellemste stod bare stiv af skræk og tissede i bukserne... Alle græd og det var helt igennem afskyeligt.

Jeg vil ikke gøre flere forsøg på at hente de to mindste på den måde, da det vil være alt for traumatisk for dem. Min store dreng har det rigtig skidt over alt det her, han føler skyld, fordi han ikke kunne få sine to små brødre med ud af huset (han føler, at han burde have beskyttet dem), han er bange for, at hans far også skal komme efter ham igen, og han er også bange for, at hans far nu ikke vil se ham mere. Efter denne her scene, er min ex gået på folkeregisteret igen - nu vil han kun have de to mindstes adresse ændret. Så min store dreng føler sig også 'straffet' af far, fordi denne nu ikke vil ham mere... Det er mange tanker for sådan en lille dreng og mit hjerte græder over, at han er nødt til at opleve den slags. Jeg finder det så grusomt af min eks, at han nu også vil splitte søskende ad. De to store er jo hinandens bedste venner.

Jeg er nok det menneske, der kender min ex bedst - han har ingen venner og har cuttet kontakten til sin familie. Han plejer at begynde at drikke, når han kommer hjem fra arbejde (tit allerede i bilen), og så drikker han resten af aftenen, indtil han går omkuld. Så står han op næste morgen, går på arbejde og bilder sig selv og resten af verdenen ind, at han er velfungerende... Som sagt kender jeg ham bedst, og jeg ved, at han ikke magter børnene i længere tid ad gangen. Han har altid overladt alt, hvad der har med børnene at gøre, til mig.

Jeg har talt med statsforvaltningen, kommunerne (to forskellige kommuner er indblandet), advokat, sagsbehandlere, børnenes psykolog (som har lavet en indstilling til kommunen over, at hun er bekymret for dem), fogedretten, politikere (både på kommunalt og på folketingsplan) osv, osv, men jeg får altid kun det samme svar: I har fælles forældremyndighed, så han har lige så meget ret til at hente dem, som du har. Der er nu i alt lavet fem underretninger til kommunen, fra børnehave, skole, børnenes storesøster (hans datter, ikke min!), psykologen og en tidligere dagplejer, som han prøvede at få til at passe børnene, men som syntes, at han lød så mistænkelig, at hun i stedet valgte at ringe til kommunen med sin bekymring.

Min eksman vil ikke oplyse mig om, hvor børnene bliver passet, mens han er på arbejde, han afleverer dem ikke i deres institution og skole. Hverken skolen eller børnehaven er blevet informeret om, at de skulle gå i en anden skole. Jeg er selv kørt hen til huset, for jeg var bekymret for, om han bare efterlod dem alene i huset (det ligger meget afsides). Jeg har bedt kommunen finde ud af, hvor mine børn opholder sig, men de siger, at de vurderer, at "faderen sørger for den fornødne pasning". Min advokat har også skrevet til kommunen, idet hun henviser til, at jeg, som fællesforældremyndighedsindehaver, har ret til at vide, hvor børnene opholder sig, men kommunen ser mig bare som irriterende ekskone og foretager sig ikke mere. De har endda præsteret at smække røret på, da jeg ringede og udtrykte min bekymring!

Jeg er meget bekymret for mine børn, de er så små! De har aldrig været adskilt fra mig så længe før. Jeg får end ikke lov til at tale med dem i telefonen. Vi skal i retten den 25. august, men jeg synes, at hver time de skal tilbringe alene med en alkoholiker er for meget. Min eksmand har kørt den samme hetz mod sin første kone under og efter deres skilsmisse, og han har også fået en voldsdom, for at banke hende. Han forfulgte hende i tre år med anmeldelser osv. (det har jeg først lige fundet ud af, da jeg aldrig før har talt med hende, men kun kendte hans version).

Mit spørgsmål er så: Hvad med børnenes tarv og ret? Når konfliktniveauet er så højt, som i vores tilfælde, burde der så ikke være nogen fra det offentlige, som tager over og taler barnets sag? Jeg synes, at samfundet i den grad svigter mine børn, for selvom jeg råber i øst og i vest, så er der INGEN, der vil/kan hjælpe. Det er som at slå i en dyne. Jeg sidder på tredje uge med tankemylder og katastrofetanker og er bange for, om mine børn får den fornødne omsorg, men også, om de mon tror, at jeg er ligeglad? - og om jeg nogensinde ser mine børn igen. Det er formentlig en irrationel angst, men der er jo desværre ingen garanti for, at retten sender børnene hjem til mig igen. Måske vil de beslutte, at de nu har været hos ham så længe, at det er der, de er etablerede... Samtidig frygter jeg også, at han kan finde på at gøre dem noget, snarere end at aflevere dem til mig. Han har aldrig kunnet lide at 'tabe'.

Kan I råde mig til noget, som jeg ikke har prøvet endnu? Jeg overvejer at gå til pressen, men min advokat fraråder det, og jeg er heller ikke glad for tanken om, at mine børn skal være forsidestof. På den anden side, er jeg rystet over, at sådan noget kan ske i Danmark og tænker, at det måske burde komme offentligheden for øre.

Tak fordi I tog Jer tiden.

Med venlig hilsen

H

Kære H

Jeg har desværre ikke nået at besvare din mail inden retssagen, men jeg går også ud fra, at din advokat har forfulgt alle muligheder.

Såfremt der fortsat ikke er en løsning på sagen, vil min umiddelbare reaktion være, at anmode.....

Du er ikke logget på.

For at se hele Elisabet's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her