Opret ny profil (Gratis) - Log ind

Er det virkelig nødvendigt, at der går yderligere et år før, vi introducerer nye kærester for vores børn?

Renée

Tilbage

Læs om redaktørerne

Voya

Danmarks største samling af råd om delebørn

Spørgsmål:

Dette spørgsmål er en forlængelse af;

Jeg er forelsket - Hvornår og hvordan præsentere jeg det for min datter?

Kære Renée

Tusind tak for dit svar, som jeg har gået og tygget lidt på.

Jeg respekterer din holdning og ærgrer mig selvfølgelig bare over, at du og Jesper Juul ikke er enige i, at et år ikke er nok for et barn til at vænne sig til, at mor og far aldrig bliver "én størrelse" igen, for det ville jo passe bedst ind i mit! :-)

Og det er lidt mit tillægsspørgssmål. Er det virkelig nødvendigt, at der går yderligere et år før, vi introducerer nye kærester for vores børn? Selvom jeg er med på, de allerhelst så, at mor og far fandt sammen igen, så kunne det måske også, dels fratage dem det hårde arbejde det er for dem at føle, at de skal føre os sammen igen, dels at give dem nogen glæde - hvis de synes kæresten er sød, selvfølgelig!

Det sidste år har været et helvede, hvor jeg rigtigt har fået syn for sagn i devicen om, at hvis jeg ikke er glad og stærk, kan jeg heller ikke være der optimalt for mine børn. Det er selvfølgelig et bekvemt udsagn ift ovennævnte om, at jeg gerne vil introducere mine børn for min kæreste indenfor overskuelig tid. Min kæreste og jeg har kendt hinanden længe, og derfor føler jeg ikke, forholdet er så skrøbeligt, som hvis jeg var blændet af nyforelskelse. Vi er begyndt at ses med vores ialt 4 børn - som nævnt under påskud af at være venner - og vi har det alle 6 pragtfuldt! Heller ikke her er jeg blind, min søn og hans ældste do kommer faktisk fantastisk ud af det sammen og min datter og hans yngste søn, hygger sig også, dog med de kønsforskelle, der kan komme i vejen. Jeg har læst, hvad du skriver, at det er skidt at introducere kæresten som ven, men det løb ER kørt, så den kan jeg ikke trække i land på :-(

Jeg føler lige trang til at nævne, at jeg selv har gået igennem mange større sorgprocesser i mit liv - i form af dødsfald i de nære relationer - så jeg underkender BESTEMT ikke, at sorg tager tid og SKAL bearbejdes i adstadigt tempo! Jeg husker dog også det første, især halve, men bestemt hele år, som frygteligt, men herefter også med en trang til at føle glæde. Jeg forstår helt og aldeles, at glæden over en ny kæreste er min alene og at det genererer overskud og glæde hos mig, ikke nødvendigvis er det samme som, at han skal trækkes ned over hovedet på mine børn! Men jeg tænker også, at det kan være lidt spændende, dejligt og fornyende at få udsigt til papfar og papbrødre? Er jeg helt galt afmarcheret på dén?

Slutteligt vil jeg rigtigt gerne høre din kommentar til mit oprindelige spørgsmål - med hvor lang tids interval skal min exmand og jeg introducerer børnene for vores nye kærester. Uanset om vi trodser videnskaben og gør det til sommer eller om vi bider det i os i endnu et år, så skal det på et tidspunkt serveres for børnene. Er det bedst at gøre det med måneders mellemrum eller er det godt for børnene at vide, at både mor OG far er godt afsat (se det indklippede ovenfor)?

Mange hilsner og tak for interessant læsning

Renée's svar:

Kære Dig

Tak for endnu en mail fra dig, med mange fine refleksioner i, og med megen omtanke og omsorg for dine børn og for det at have lyst til at gøre det helt rigtige.

Jeg har lyst til at sige til dig, at det jo ikke er sådan at jeg sidder på ”sandheden” eller at det jeg tænker absolut ikke kan gradbøjes. De svar jeg giver, er forhåbentlig med til at hjælpe de mennesker der skriver til mig, til at reflektere videre over deres problem, eller det de går og tumler med. Den her form for rådgivning har helt klart sin begrænsning, i det det er umuligt for mig at kende de mange nuancer ethvert udfordringsfelt består af.

Du skriver om at det måske kan være positivt for børn at få bonusforældre og bonussøskende, og det har du fuldstændig ret i. Det kan være virkelig positivt, heldigvis. Og det er faktisk en dejlig positiv måde at anskue det på, synes jeg. I stedet for at man altid ser det som at man tager noget fra sine børn, så kan det også være sådan at man give dem noget andet samtidig. Men erfaringen siger, at for mange børn kan det være følelsesmæssigt vanskeligt at.....

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her

Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tilbyder rådgivning telefonisk, online og møde i forbindelse med skilsmisse/samlivsophør.

Samværs ordninger
Bopælsspørgsmål
Skilsmisse
Hjælp til kontakt til Familieretsshuset.

Ring til mig på telefon;
+45 42 22 03 30 mellem 9 og 17 på hverdage.

Besøg os på Facebook