Katrine Nordestgaard

Bonus'en ved bonusbørn

Wed, 18 May 2011 19:27:00 GMT

Åhhh jeg var så forelsket!

I min kæreste, dengang vi fandt sammen. Det er to år siden, og hans søn var 6½, min kun 1½. Så langt, så godt. Jeg gjorde mig en hulans masse tanker om det at få et barn mere ind i min verden. Min elskede kærestes elskede søn. Nøj, jeg tænkte store og kloge og svære tanker om forholdet til det barn. Og så vil jeg ikke engang sige noget om det nu. Jeg vil i stedet sige noget om den bonus, der følger med et bonusbarn, og som jeg ikke havde skænket en tanke.

Mit liv blev pludselig fuldt af ting, jeg egentlig ikke var klar til. Min egen søns udvikling følger jeg jo dag for dag, men bonusbarnets kommer man ind i, midt i udviklingen. Der følger en masse bonus'er med, som jeg aldrig havde skænket en tanke. De første gange, jeg smurte hans madpakke, følte jeg, det var noget vi legede. At vi legede voksen. Jeg har en enkelt gang forsøgt at være med til fodbold, og stå der som en anden soccer-mom og brøle efter frispark. Jeg følte mig som om jeg var landet i et skuespil, og ku slet ikke finde mig til rette der på kridtstregen.

Han går jo i skole, det kære barn, og der er arrangementer, og når man et tilmeldt en friskole, så er de ikke fedtede med de arrangementer. Komsammener, kaffeslabberaser, tam tam, fællesspisning, folkedans og jeg skal gi dig! Alt muligt forventes det, at man deltager i. Jeg indrømmer blankt, at min deltagelse nok havde faldet mig noget mere naturligt, hvis jeg ikke BANG var blevet slynget ind i et stort barns liv. Jeg mener: første gang jeg var med dagplejen til arrangement med de andre forældre, der følte jeg mig også som en hund i et spil kegler. Men det var dog mit eget barn, jeg var der for. Dog sammen med andre voksne, der var der med deres første barn. Der var nogen, jeg var i samme båd som.

Første gang, jeg var til tam tam med min bonussøn, var efter en børnefødselsdag. I hans klasse har de den fine tradition at invitere forældrene på kaffe, når fødselsdagen er slut. Super! Der sad jeg så, som den absolut yngste i selskabet, som den eneste der kun var forælder til et lille barn, og som den eneste, der for nylig havde haft et liv helt uden børn. Jeg var klar til min kæreste og til hans søn, til dennes mor, til mine følelser for og om ham, til konflikter og overraskelser. Men jeg var dælandytme ikke klar til at være en af de voksne til forældrekaffe! Sjældent har jeg følt mig så malplaceret som jeg gjorde den dag. Som den første gang, man skulle med til fest og sad med ved voksenbordet, men alligevel sendte skjulte blikke ned til børnebordet, hvor man 'hørte hjemme'.

Siden har der været en sand velsignelse af arrangemeter, og i takt med at jeg æder mig igennem bjergene af hjemmebag, æder jeg mig også mere og mere ind på følelsen af at være en af de voksne. Jeg slipper nok aldrig af med følelsen af at være med på et wildcard, men jeg slapper mere og mere af i det.

Mere ...

Emneord: voksen

Kategori: Generelt

Hey pssssst! Jeg skal giftes!

Tue, 29 Mar 2011 06:40:00 GMT

Godt for mig, men hvorfor interessant i Delebarns sammenhæng?

Jo, det skal jeg sige dig, det er interessant, fordi min blog her er helliget moren i huset. Bio-mor, bonus-mor, moren til delebørn, til bonusbørn, til fællesbørn - ja kort sagt kvinden i hurlumhej-huset. Hvis jeg skal overleve i det her cirkus, og det skal jeg!, så skal jeg huske mig selv, og det skal I andre også. Derfor er det interessant, at jeg skal giftes.

Både min kommende mand (uh, jeg elsker at sige det) og jeg har været gift før. Jeg engang i mine unge dage (lang historie, ikke interessant i denne sammenhæng), ikke med mit ældste barns far, men med en helt anden. Han med moren til mit bonusbarn og deres første barn, der døde ved fødslen. De fik to ønskebørn sammen, og var gift. Vi fik en elsket lille smutter og han ville ikke giftes igen. Nøj, hvor har jeg grædt over det. Barnligt, måske set udefra, men det handler om, at jeg ikke vil være nr. 2. Han kan fortælle mig nok så mange gange, at man elsker mig, men hvis han ikke vil giftes med mig, men ville med sin x, ja så er det altså bare ord for mig.

Og det er netop derfor, det er interessant. For jeg vil sgisme ikke reduceres til at være kvinde nr. 2. Jeg vil helt derop, hvor det virkelig tæller. Hvor man er ligeværdig med nr. 1. Jeg skal lige indskyde, at jeg har et fortrindeligt forhold til hans x, så det er ikke der, den halter. Nej, det er inde i mig selv. Jeg vil føle mig lige så meget værd, som hun engang var. Værd nok til at gifte sig med. Så er jeg i øvrigt bedøvende ligeglad med prinsessekjole og limousine og slotte og fine kager (aj, ok, der skal sgu være kage), men det er altså ikke alt det gejl, der tæller for mig. Vi har slet ikke talt detaljer, og for min skyld må han bestemme det meste. Det, der tæller, er at jeg ikke længere 'bare' er nummer to. Jeg har vist aldrig været det i hans øjne, næ, det er kun gennem egne briller det her så grimt ud. Jeg er fuldstændig klar over, at det her KUN handler om mig. Ikke om ham, ikke om hans x, ikke om naboens tanker, men om MIG. Men jeg skal også have plads i det her cirkus af glemte madpakker, forsvundne fodboldstøvler, godnatlæsning og havregrød under sokkerne. 99% af mine tanker i det her handler om børnenes ve og vel. Hvordan vi gør det bedst muligt for dem som delebørn, men den sidste 1%, den skal altså have lov at handle om MIIIIIIG! Ellers drukner jeg i føromtalte havregrød.

Hvad har det at gøre med hele delebarns-halløjsaet? Jo, det har det at gøre med det, at hvis jeg skal beholde mit gode forhold til hans x, så skal jeg føle mig lige så meget værd. Og det gør jeg nu, takket være en nøglering med en ugle i. Den perfekte forlovelsesring<3 fra en mand, der virkelig elsker mig.

Mere ...

Emneord: mor,kvinde

Julen er kvindernes fest i år

Thu, 23 Dec 2010 20:47:00 GMT

Guderne skal vide, vi er eksperter i at tilberede kameler her i huset. Der bliver slugt en del, og så gælder det jo om at variere menuen.

Ja, der er nok at brokke sig over. Nok besværligheder, nok kompromiser og nok kameler at sluge. Det kan man jo vælge at fokusere på. Hvis man vil. Men det vil jeg ikke lige nu. Jeg vil være glad og taknemmelig, for jeg har fået den største gave, en mor kan få.

Denne jul er den første, jeg skal fejre med alle mine tre drenge. Min, hans og vores. Det har fået mig til at tænke mig godt om. For ikke alene savner min søns far vores søn. Hans kæreste savner ham også. Hun er et ualmindeligt sødt og kærligt menneske, der bare vil min lille dreng alt det bedste. Samtidig savner min bonus-søns mor også sin søn. Det barn, jeg får lov at holde jul med. Og jeg ved, hun gladeligt giver ham til mig. Hun stoler på mig og har tillid til, at jeg varetager opgaven efter bedste evne. Og at det er godt nok.

For mig er julen en tid til taknemmelighed. Eftertanke og kærlighed. I år er speciel, for jeg har fået to nye kvinder ind i mit liv. To kvinder, jeg ikke har bedt om, og i roller, der klassisk giver en masse fnidder og bøvl. Men ikke her, og det er jeg så uendeligt taknemmelig for. Tænk sig! Jeg deler børn med kvinder, der også bare vil dem og mig det godt. Jeg er de to kvinder taknemmelig på hver sin måde. Den ene er ikke mor til mit barn, men hun holder af ham på en måde, som er en forælder værdig. Den anden overlader roligt det bedste, hun har i min varetægt. Det er stort, og det er jeg taknemmelig for. Derfor får de også begge gaver af mig i år. Bare småting, men kortet, der er lagt ved bør få dem til at forstå, de er værdsatte.

God jul til alle mødre af alle slags. Det er en smuk opgave, vi har fået, uanset børnenes gener.
Mere ...

Emneord: mor

Bonus mor... hvem, mig?

Sun, 12 Dec 2010 15:02:00 GMT

For knap to år siden fik jeg mig en ny, selvvalgt og ønsket identitet: kæreste! Med mig havde jeg en søn på dengang et år. No big deal, vel? Han er jo lige til at putte i lommen, sådan en lille fyr. Og desuden er han jo en del af mig.....

En af de første gange, vi alle fire var sammen, kalder min kærestes søn (der dengang var 6) på 'bonusmoar?' Der blev helt stille i lejligheden, mens vi alle ventede på at kvindemennesket svarede. Indtil det gik op for mig, at det måtte være MIG, der blev kaldt på. Det var jeg godt nok ikke liiiige forberedt på.