Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Bloggen


Bloggen

Konfirmationstalen til bonusdatteren

jun 14

Skrevet af: Majbritt Mikkelsen
14-06-2015 10:54  RssIcon

Kære Julie…

Et stort og varmt TILLYKKE med konfirmationen!

Først og fremmest skal du vide, at den her dag er meget speciel for mig.

Fordi.

Hvad gør man egentlig til en konfirmation…

…som papmor?

…som stedmor?

…som bonusmor?

Eller hvad vi nu skal kalde det, som jeg er for dig.

Synger man en sang? Klæder man sig ud? Holder man en tale? Laver man mon en quiz? Hva`gør man?

Tja…gør man egentlig overhovedet noget, når man er “sådan en som mig”?

Måske findes der rent faktisk et kodex eller ligefrem en regel for “bonusmødres rettigheder under afholdelse af konfirmationer”. Jeg ved det ikke, men nu hopper jeg ud i det.

Jeg har valgt den moderne version til dig. Fordi både du og jeg ved nemlig udmærket godt, at vi to er de mest fremsynede overhovedet i det her hus. Vi er f.eks. de eneste to, som ved, hvad et #hashtag er, og vi er de eneste to, som for alvor forstår at bruge Facebook. Bare for at nævne et par stykker.

Derfor er talen her er i virkeligheden slet ikke en tale i normal forstand.
Det er meget oppe i tiden at være “blogger”, ved du. Derfor er talen her selvfølgelig skrevet som et blogindlæg, som bliver “smidt online” nu…

Kære Julie!

Det her er den første konfirmation, jeg nogensinde har været med til at holde.

Du er den første konfirmand, som jeg nogensinde har lagt make up på.
(Tak fordi jeg fik lov)

Du er den første bonusdatter, jeg nogensinde har haft.
(Jeg regner også med, at du bliver den eneste)

Julie, du er med andre ord noget helt særligt.

Lige nu er det godt og vel 4 år siden, vi mødtes for første gang. Jeg kan huske, at du kom ind i entreen sammen med din far. Du stod der i din lilla Hummel jakke med dine lysende blå øjne og skæve smil. Du var et hoved mindre end mig og havde vist nok lige rullet dig i mudder på en sportplads sammen med en af dine klassekammerater.

“Wow!” kan jeg huske at jeg tænkte. Ikke kun på grund af det med mudderet, men lige så meget fordi du havde noget helt særligt over dig. Det har du stadigvæk. Og lur mig, om der ikke er nogle andre, betydeligt yngre end mig, og af det modsatte køn end mig, som har opdaget det for længst. Det tror jeg. Og lov mig, at du passer på det dér særlige. Det kaldes “personlighed”. Med et fint ord kalder man det også “karisma”.

Nogle gange (eller tit) prøver jeg at sætte mig i dit sted. Du er havnet i en ny familie, i et nyt hus. Et hus med andre lyde, andre lugte, andre børn og andre måder at gøre tingene på. Her er en hel flok nye mennesker at forholde sig til. Nogle af dem sidder her idag. Alt dét ved jeg godt ikke altid er lige nemt. Men jeg synes, at du klarer det godt – at være dig midt i det hele. Og jeg håber, at du synes, at det hele er mest til glæde og knap så meget til besvær.

De 4 år, der er gået, er gået stærkt og har været en blanding af alt muligt. Glæder, bekymringer, oplevelser, grin, konflikter, kaos og kærlighed. “Livet”, kaldes det vist nok. Personligt har jeg lært en masse i den tid, men jeg har især lært, at børns kærlighed vinder man ikke bare. Det tager tid at lære andres børn at kende, komme ind under huden og blive fortrolige. Jeg tror faktisk også, at det SKAL tage tid. Forleden viste du mig alle dine billeder fra det meste af dit liv. Vi sludrede og grinede af din far og din mor i deres besynderlige tøj. Det var hyggeligt!

Det kan godt være, at du ikke ved det. Men som sådan en “bonus én” som mig er man i en situation, hvor det nogle gange kan være lidt underligt at være. Du har en mor og du har en far. Og så er der mig – sådan lidt ude på sidelinjen. Jeg er hende, som ikke kan eller skal blande mig i ret meget, men jeg har jo stadig min mening. Det ved du. Og du lever med det.
Men faktisk nyder jeg nyder mere og mere at være hende “Maj” på sidelinjen, fordi måske er det i virkeligheden den allerstørste gave at være lige præcis dér. Jeg er nemlig fri for det meste bøvl og ballade, som din mor og far må tage sig af. I stedet kan jeg forhåbentlig bidrage med noget andet. Måske lidt mere som en ven. Det vil jeg ihvertfald gerne.

Du skal vide, at det er fantastisk at være med dig på sidelinjen. Det klæder dig, at du træder mere og mere i karakter. Du har humor og glimt i øjet, du udviser mod, du siger din mening, du holder fast og du giver din kære far kamp til stregen. (især det sidste ved du, at jeg nok skal hjælpe dig med).

Kære Julle. Til slut vil jeg ønske dig tillykke med at du nu er trådt ind i “de voksnes rækker”, som det fint – og lidt gammeldags – hedder.

Når jeg tænker tilbage på min egen konfirmation, så mener jeg ikke, at jeg kan huske, at jeg vågnede op dagen efter og var specielt meget mere voksen, end jeg var på selve konfirmationsdagen.
Måske har du det ligesådan. Og jeg håber faktisk for dig, at det bliver ved med at være sådan: at du ikke bliver alt for voksen, alt for klog og alt for fornuftig. Alt for hurtigt.

Jeg ønsker dig alt det bedste og vil gøre mit til, at vi får masser af grin og gode oplevelser sammen i fremtiden. Jeg er her. For dig.

De kærligste hilsner og “tillykker” –  “Maj”


Dit navn:
Titel:
Kommentar:
Tilføj kommentar   Annuller 

Anbefal delebarn.dk

delebarn.dk - Barnet i focus

Del på Facebook

Rådgivning  i forbindelse med skilsmisse.

Uanset om du lige er blevet skilt eller det er længe siden tilbyder jeg hjælp/ rådgivning vedr;
Hvad er bedst for vores barn/børn?
Vedrørende bopæl / forældremyndig /samvær.
Samt hjælp  til møde i Statsforvaltningen.

KONTAKT: 

For yderligere oplysninger;
Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tlf. hverdage 9 -16 
42220330

eller mail mig;
hanne.s.jensen@me.com


Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?
Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?
Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?
Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?
Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"
Jeg gråt og suget dag og natt


Copyright 2009 - 2015 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook