Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Bloggen


Bloggen

Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

sep 18

Skrevet af: Anna Prip
18-09-2010 18:07  RssIcon

Kære dig, velkommen til mit første blog-indlæg her på delebarn.

Vi kan ligeså godt hoppe direkte ud i det. Når man bliver skilt, så kan de store følelser nemlig komme i spil. Det er vigtigt, at man som forælder skaber rum til sin egen sorg, tager sig tid til at bearbejde de følelser, der måtte opstå og tager ansvar for dem. Selvom det kan være helt forfærdeligt hårdt at komme igennem, så hjælper man derved både sig selv og sine børn. Børn har  brug for forældre, som er modige nok til indimellem at mærke sårbarheden, og som også selv tager ansvar for at komme videre. Uanset om man er mor eller far.

Forfatteren Majse Njor beskrev tidligere på året sin skilsmisse således: ”At blive skilt er sikkert som at dø: Du skal turde give slip og lade dig falde direkte ud i mørket uden at vide, om du kommer til en himmel om lidt”. Hun beskriver med andre ord skilsmissen som et frit fald uden nogen form for livlinie. Man ved ikke, hvor eller hvordan det ender. Man er ude af kontrol og er nødt til at finde modet til at give slip alligevel. Livet som man har kendt det ender her, og det er der noget endegyldigt over, som kan minde om døden. Hun har skrevet sig gennem en masse følelser og oplevelser i forbindelse med skilsmissen. Nogle kan vi alle få gavn af og spejle os i, andre er helt private.

Hvordan håndterer du følelserne omkring din skilsmisse? Hvad har hjulpet dig til at komme gennem sorgen over, at livet fra nu af er helt anderledes? Har du nogle gode råd, så er du velkommen til at byde ind.

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.

Kærlig hilsen
Anna Prip

86 kommentar(er) indtil nu...


Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

det er jo et MEGET stort spørgsmål med ufatteligt mange facetter.... Jeg er selv kommet igennem en skilsmisse for ca 6 år siden, og kender alt til kaoset, sorgen, forvirringen, mismodheden - men også til glæden over en ny dørs åbning, muligheden for at lære og gøre det bedre næste gang.. Og der er jeg endt.. I et dejligt nyt forhold og med et godt forhold til min eksmand, hvor der er "ryddet op" og "lagt på plads" - jeg tror en af de ting, der hjalp mig godt igennem min skilsmisse var at jeg gav mig selv lov til at føle alle de grimme følelser, være hjælpeløs et stykke tid. Men det vigtigste jeg gjorde, var at jeg gav mig selv en tidsfrist for hvor lang tid jeg ville være i de forskellige faser. Jeg sagde til mig selv... Nu får du 2 år til at sørge, rase, sumpe og alt hvad der skal til... Og derefter SKAL du være ovre på den anden side... Og ganske rigtigt - det skete.... Hold dig selv fast i at du SKAL videre og du SKAL blive glad igen, lige meget hvad. Det virker !!!!

Af britt mai,   20-09-2010 14:05

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Lad det være tilladt for en mand også at blande sig i debatten. Efter 16 års ægteskab valgte jeg for 9 år siden at gå fra min kone. Jeg ved det var det bedste jeg nogensinde havde gjort for hende og mig selv, men hun var min første kærlighed og vi havde været sammen siden barndommen... Det føltes som at få revet sin ene arm af uden bedøvelse, og hun reagerede med en helt ufattelig bitterhed og vrede jeg ikke var forberedt på. Den dag i dag nægter hun at tale med mig, mens jeg har et udemærket forhold til de mænd der enten har været eller er i hendes liv. Vores børn har lidt utrolig meget under at vi ikke kunne samarbejde om børnene overhovedet. Ved Gud jeg har forsøgt utallige gange, men er blevet mødt af en mur hver gang. Det kom så vidt at børnene fandt det nemmere at lyne mig ud af deres liv også, for at undgå konflikter med deres mor... Min søn kom tilbage igen, men den dag i dag har jeg stadig ingen kontakt til min datter eller mine to børnebørn på 4 og 1 år. Min forbrydelse er at jeg gik fra min kone, og mange kvinder har utrolig svært ved at blive forladt. Traditionelt er det jo oftest kvinden der går fra manden... Jeg har sørget meget over hele situationen. Ikke alene mistede jeg min livsven og mit livs kærlighed. Jeg mistede også kontakten til min datter og hele min ekskones familie. Faktisk føler jeg først nu at jeg efterhånden kan slippe det. Men det er mit livs største sorg, og jeg føler at jeg har betalt en urimelig høj pris for at insistere på at ville have min frihed... Jeg har brugt min egen familie til at snakke med, og min læge. Jeg har gået i en terapigruppe, også noget der hjalp meget. Kunne jeg gøre det hele om, ville jeg gøre nøjagtig det samme, også fordi den kvinde jeg efterfølgende har giftet mig med, er det bedste der er sket mig i mit liv - nogensinde...

Af Jesper,   25-09-2010 11:01

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Så kører debatten, hvor er det skønt. Jeg håber, rigtigt mange vil læse med ang. forslag om tidsramme og terapigrupper, og at endnu flere vil byde ind med bidrag om, hvad man kan gøre med sorgen over skilsmissen. Med ønsket om at det må komme rigtigt mange familier til gavn.

Kærlig hilsen
Anna

Af Anna Prip Brandt,   02-10-2010 17:59

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Jeg har været skilt i nu 2 år men er stadig ikke gennem DET, håber snart at være videre, trænger sådan til at slippe mig selv FRI af skylden, bebrejdelser af min ex, bitterhed etc. Men synes det er svært. Vi var enige om at skilles og udtrykte overskud og afklarethed ifht venner familie etc. Og asede og maste på i vores nye liv, det har givet bagslag ikke at tage følelsen ind, tage tiden til selvransagelse.
Vores børn har været så tapre men er klart blevet mærket af det, det har været svært at give slip på hinanden og i misforstået hensyn ladet som om der var en gensidig aftale.
Det værste er ensomheden tabet af sin bedste ven, svigerfamilie og mange fælles venner er gået tabt, frit fald.....
JEG får nu noget hjælp og VIL videre, selvom det er svært, nu skal det være.....

Af Helle,   21-10-2011 12:51

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Helle

Tak for din ærlige kommentar om at slippe sig selv fri af skylden over skilsmissen og alle de andre følelser, der kan følge efter en skilsmisse. Du skriver også, at det værste er ensomheden og tabet af sin bedste ven - det er jeg HELT sikker på at rigtigt mange kan nikke genkendende til. Jeg hører ofte, at selvom man er blevet skilt, så holder man ikke nødvendigvis op med at elske den anden forælder. Det vigtige efter en skilsmisse bliver så, hvordan man kommer gennem sorgen over ikke længere at dele den kærlighed, som har været.
Jeg ønsker for dig, at du får den rette hjælp, så også du kan komme videre og stadig holde dit hjerte åbent.

Kærlig hilsen

Anna Prip

Af Anna Prip Brandt,   23-10-2011 20:09

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme ud på den anden side. Jeg gik fra min mand da jeg var seks måneder henne med vores første barn fordi han aldrig var hjemme og heller ikke havde intentioner om at være det når først barnet blev født. Han foretrak at spille computer med sine venner hele tiden, så jeg følte mig tvunget til at forlade ham.

Hen af vejen er jeg blevet temmelig bitter, for han vil ikke underskrive nogle papirer overhovedet, selvom han også vil skilles. Jeg slås hver eneste dag med at få afviklet gæld, med at blive skilt og med at få vores søn navngivet, for de papirer vil han heller ikke underskrive. Det er endt med, at jeg sidder med vores samlede gæld på SU selvom han med med sit fedt betalt arbejde sagtens kunne betale det. Han ignorerer både emails og opkald fra min side og han har kun set sin søn få gange på et halvt år.

Jeg troede, at jeg kunne vriste mig fri af det hele, men det er følelsesmæssig tortur at alting skal være SÅ besværligt. På den ene side er jeg lettet over at han ikke kommer rendende hele tiden, men på den anden side er jeg meget vred over at være blevet ladt i stikken med al ansvaret, mens han lever sit liv som ungkarl. Og selvfølgelig elsker jeg min søn højere end alt andet, men det her liv er bare meget hårdt. Det sker ofte, at jeg ikke kan sove om natten for alle de mange tanker.

Det var bare ikke min drøm at være fraskilt og alenemor som 23-årig.

Af Sofie,   09-12-2011 23:27

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Sofie

Mange tak for dit indlæg om, hvor svært det kan være at opleve sig selv som værende fuldstændig helt alene forælder - når den anden forælder ikke deltager i ansvaret og endda til tider nærmest saboterer forældreskabet.

Det lyder for mig som om, du er i færd med at over-leve den ene konflikt efter den anden istedet for at leve og kunne nyde den gave, det er, at du faktisk er blevet forælder til et barn.

Mit bedste råd til dig er at acceptere omstændighederne, som de er liiiiige nu - på trods af følelsesmæssig tortur og besværligheder fra dit barns far - og beskæftige dig med det, som du gerne vil istedet.
Vi mennesker må leve med det vilkår, at vi ikke kan styre, hvad andre gør, men vi kan bestemme, hvordan vi SELV forholder os til det, som sker. Så du kan spørge dig selv:

1) Hvad vil jeg egentlig gerne, selvom jeg er alene forælder?
2) Hvad er det bedste, jeg kan gøre for mit barn?

Og hvis det bliver for svært for dig at gøre alene, så er du velkommen til at henvende dig til mig på nedenstående telefonnummer - det er blandt andet sådan noget, jeg har specialiseret mig i at hjælpe folk videre med.

Børn fortjener levende forældre (-:

Med ønsket om det bedste for jer alle

Kærlig hilsen

Anna Prip

(Tlf: 31133167)

Af Anna Prip Brandt,   10-12-2011 14:44

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Det er 2 1/2 år siden, han gik.....havde mødt en anden, som han havde kendt i ca 6 måneder. Han kasserede mig, og vores næsten 15 års samliv. Vi har tre børn sammen ...desværre! Ærgrer mig hver eneste dag over han blev far til mine børn....at han kunne finde på det, uden at forsøge at gøre noget ved det vi havde sammen. Jeg skulle fraflytte mit hjem, den nye flyttede ind....i min seng. Nu skal ældste søn konfirmeres, hun skal ikke med, men det skal hun så til fælles venners konfirmation!
Hvor vi sammen skal til fest....sikke en fest! Jeg hader dette kvindemenneske mere end noget, og min tidligere mand ligeså. Mit liv er vendt totalt på hovedet, Sorg,sorg og vrede er min krop fyldt med. Jeg begræder dagligt mit tab og mit liv.....overvejer hele tiden om det virkelig er umagen værd at være her mere! Hvis dette er livet, så frygt ej døden! Kan ikke finde meningen med noget mere, savner jo i den grad kærlighed, omsorg og glæde.
Savner mit liv!
M.M.

Af M.M.,   14-03-2012 22:52

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hi til alle
Det er godt at lese andres oplevelser og vanskeligheder- en lille troest i en tid hvor man foeler at der aldrig kommer et smil paa ens leber mere.Men ved ikke selv hvordan jeg skal komme videre eller igennem denne tid. Arbejder midlertidig udenlands og min mand igennem over 30 aar fandt en anden og efter 10 mdr affere forlod han mig, med ordene - "jeg har haft et fantastisk godt aegteskab med dig , vil altid mindes det med glaede men vil ha et nyt liv der er helt anderledes".Vi var meget utraditionelle og har boet mange steder i udlandet, rejst paa eventyr til de mest oede steder paa jorden og var beste venner .Der var tryghed og glaede i hverdagen. Er nu i sjokk, selv efter 6 mdr og er blevet efterladt til lav lokal loen i udlandet, har ingen hjem i Norden (udvandret for 20 aar siden), ingen pension eller ret til sygeforsikring osv.Er 8 aar fra pension og er gaaet i selvsving.Han har afbrudt al kontakt selvom han ville vaere "venner".Jeg ved ikke hvordan man kommer over eller igennem det. Er syg af sorg og proever hver dag at irettesaette mig selv om at ta mig sammen osv men det hjaelper ikke saa meget.

Af Susanne,   22-03-2012 17:26

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Susanne

Når man er i sorg, så kan man simpelthen ikke bare tage sig sammen og komme videre. Så må man tage sig tid til at bearbejde både det chok, du beskriver og alle de emotioner, som følger med. Det kan gøres på flere måder og det er forskelligt fra person til person, hvad der hjælper og hvor lang tid det tager. Det lyder desuden som om, du har flere emner at forholde dig til oveni sorgen over skilsmissen. Du kunne nok have gavn af en eller anden form for hjælp, så du ikke står alene med alle de overvældende følelser og nye livsomstændigheder.

Du er velkommen til at kontakte mig på min mail (vartov@sorggrupperne.dk), så vil jeg forsøge at hjælpe dig videre.

Kærlig hilsen

Anna

Af Anna Prip Brandt,   28-03-2012 20:04

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Jeg er ikke skilt på papiret, men indeni er jeg.
For 7 år siden ville manden pludselig skilles - sagde det samtidigt til børnene og mig - han havde planlagt hvor børnene skulle bo osv. Det kom som et kæmpe chok for mig, og da vi lige havde været igennem et par rædselsfulde år med bl.a. svær sygdom og død i familien, kunne jeg ikke overskue at børnene og jeg skulle igennem endnu et mareridt og lovede på stedet børnene, at jeg ville gøre, hvad jeg kunne, for at vi alligevel ikke skulle skilles.
Det løfte har jeg holdt - det lykkedes mig i løbet af en uge at få manden overbevist om, at jeg skulle have endnu en chance. Prisen for denne chance var at alt i ægteskabet blev som han ville have det.
Igennem de sidste 7 år har jeg gennemlevet den mest forfærdelige del af mit liv nogensinde. Først kæmpede jeg desperat mod chok og kaos og forsøgte at skrue tiden tilbage, hvilket er ikke muligt. Siden har jeg kæmpet med en enorm sorg, som nærmest ingen ende syntes at have. Jeg har indset at mit ægteskab slet ikke er noget ægteskab for mig, men værger mig ved at lade mig skille af hensyn til vores børn. På overfladen ser vores forhold formodentlig ud til at fungere nogenlunde, da der fx ingen skænderier eller kold luft er at finde, men jeg har ingen tiltro til ham mere, ingen fortrolighed til ham, og håber bare, at jeg kan få 'ægteskabet' til at holde indtil børnene er blevet voksne.
Jeg føler mig utrolig ensom, savner sådan en fortrolig at dele alt med, men ved ikke hvem, jeg kan snakke med og ville sådan ønske at jeg havde haft energien til at tage skilsmissen, da han ønskede den.

Af Susanne,   26-01-2013 22:26

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Susanne

Det kan give en utrolig ensomhedsfølelse at smile på overfalden og have nogle helt andre følelser indeni, som man ikke deler. På en måde er man utro overfor sig selv.
Mit råd til dig ville være, at du begynder at dele dine tanker og følelser med en tæt veninde eller familiemedlem eller allerbedst med din mand - og samtidig selv tager ansvar for at forholde dig til de følelser, som du rummer. Hvis det ikke er muligt, så lyder det for mig, som om du kunne have gavn af en eller anden form for terapi.

Det kan være befriende at stå ved, hvad man føler og hvem man er.

Kærlig hilsen

Anna

Af Anna Prip,   27-01-2013 16:49

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Jeg har igennem flere år ikke været lykkelig i mit forhold - Har igennem årene sagt til min mand, at jeg var utilfreds og hvad jeg var utilfreds med. Uden at der blev ændret noget af den grund. Siger så han ikke skal blive overrasket hvis jeg en dag fortæller at jeg ikke ønsker at være hans kone mere. Den dag kom i august 2013, fik det fortalt, vaklede fordi en gammel kærlighed poppede sit grimme hovede op. Vi forsøgte igen at få forholdet til at fungere, men uden held. Besluttede så i dec. 2013, at det nok var bedst at skilles. Det er så sket i god ro og orden, og nu sidder jeg så på 1 uge i en lejlighed med udsigt til at se mine store børn hver anden uge. Det er saftsusme svært, at være den der tager initiativet til at bryde op og så alligevel sidde tilbage med en enorm sorg og blødende hjerte og være enorm usikker på sig selv, om jeg nu har gjort det rigtige, og kommer til den konklusion at det er trygheden og sikkerheden som jeg er bange for at miste, for vores samliv har ikke fungeret længe. Mon mit liv bliver nemmere.

Tanker jeg er nødt til at komme af med, fordi jeg er helt fyldt op i hjerte og hjerne.

Af Louise,   20-02-2013 15:07

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Jeg har også lige brudt med min mand gennem 11 år, det er helt forfærdeligt at være den der tager den definitive beslutning. En kan tage beslutningen, men det påvirker 4 mennesker resten af livet. Det er en overvældende skyld og den fylder meget. Men det er da ikke ok at være gift og samtidig føle sig som det mest ensomme menneske der kan gå på to ben. Er det det? To børn på 4 og 6 som nu er delt fordi jeg vile mere end at være ensom. Det er rigtig hårdt, men jeg føler oprigtigt jeg/vi ikke kunne gøre mere, parterapi og alle mulige andre midler var afprøvet, men med samme resultat, en ubærlig ensomhed og en konfliktsky mand. Børn eller ej, jeg vil ikke være mig selv utro, jeg vil ikke sige til mine piger når de er voksne at de aldrig må leve i et forhold som deres forældre. Det kan man da ikke sige til sine børn, og alle mennesker fortjener sin lykke, også selvom man er forældre, men der er kun en selv der kan tage ansvaret for det. Jeg ved ikke hvornår jeg er ovre det, eller om jeg nogensinde kommer til at tro på man kan blivebehandlet med respetk, men jeg fortjener mere end at være ensom og alenemor i et ægteskab, så vil jeg hellere være ensom og alenemor med status som fraskilt.
Held og lykke derude.

Af Majken,   24-02-2013 22:21

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Er for 5 mdr siden blevet skilt efter 15 års samliv.
Det praktiske er mere eller mindre på plads, men befinder mig lige midt i det kaos af følelser, der bliver beskrevet af flere her.
Jeg har ikke været lykkelig i vores ægteskab de sidste 1,5 år. Har følt mig ensom og alene - en følelse, der er værre at have når man faktisk har en partner, end når man ikke har.
Forsøgte at melde det ud et par gange, men min eksmand fejede det af bordet med: Der er op og nedture i alle forhold, du skal være glad for du har en familie osv. Det var jeg også, men var dybt ulykkelig
En dag kom han hjem og spurgte om vi ikke skulle tale om vores forhold. Det virkede somom han slet ikke kunne huske de gange, jeg havde forsøgt at komme ind på emnet. Blev igen bekræftet i, at jeg måske ikke blev taget så alvorligt. Jeg ville jo aldrig være gået, for i hele min omgangskreds står jeg jo for loyalitet og sympati. Selvfølgelig ville jeg da ikke forlade mine børn.
Nej, jeg ville kæmpe for mine børn, men der var det for sent. Min eksmand syntes ikke, der var mere at kæmpe for.....
Jeg skiftede med en blanding af lettelse og sorg. Håbede, at vi kunne komme ud af dette sammen for vores kærlighed var der jo, bare ændret til noget andet end passion. Vi var jo venner.
Men min eksmand havde hurtigt fundet en anden kvinde. Før jeg nåede at flytte fra vores fælles hus.
Jeg befinder mig nu i bitterhed, følelsen af at være hurtig glemt, nem at komme over, forrådt og til grin.
Han mener jeg skal være glad på hans vegne over, han har fundet kærligheden. Det kan jeg simpelthen ikke allerede. Var der gået et år eller mere, havde jeg kunne acceptere det. Vi har lige elsket hinanden. Mine børn og jeg er midt i en kæmpe sorg, og vores søn på 10 år, får hjælp af en vejleder på skolen. Hvor er den naturlige sorg der burde følge med min eksmand, når man opløser en lille familie?
Ønsker ham ikke noget ondt, for han er en god far og mand, men kan står tilbage med en underlig fornemmelse af "køb og smid væk"...
Jeg er selv skilsmissebarn, en mor som drak og en far der ikke var der. Er så bange for at give et dårligt mønster videre til mine børn.
Vil mine børn det bedste og har fået stablet et skønt hjem på benene til dem igen. Det praktiske fungerer, børneværelserne er fine, der er mad i køleskabet men det følelsesmæssige er et rod.
Bruger alt min energi på at være nærværende overfor børnene, at lege, lytte og være mor...kan slet ikke mærke mig selv.
Vil gerne søge hjælp og få ryddet op i alt det, er er sket i mit liv fra jeg var barn, men er det ikke dyrt? Huset er ikke solgt endnu, så jeg hjælper min eksmand med at klare økonomien indtil da.

Af Dorthe,   15-03-2013 11:37

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Louise

Tak fordi du gør opmærksom på, at det også kan være svært at være den forælder, som træffer beslutningen om, at en skilsmisse skal effektueres. - Og at selvom beslutningen er truffet af dig, så er det smertefuldt for alle parter.

At skrive om sine følelser og tanker kan være et rigtigt godt redskab til at forstå sig selv, opdage nye perspektiver og måske føle en form for lettelse emotionelt.

Jeg ønsker det bedste for alle parter.

Kærlig hilsen

Anna

Af Anna Prip,   21-03-2013 15:06

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Majken

Hvor besynderligt det end måtte lyde, så kan en skilsmisse nogle gange være vejen til at opdage nye ressourcefulde sider af sig selv.
Vi kan ikke altid gøre for, hvilke situationer vi står i, men vi kan gøre noget ved, hvordan vi håndterer dem.
For mig lyder det som om, du har opdaget nye sider af din egen personlighed ift hvilke værdier et parforholdet bør rumme for dig.

Jeg håber, der trods alt er kommet noget godt ud af situationen for jer alle.

Kærlig hilsen

Anna

Af Anna Prip,   21-03-2013 15:12

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Dorthe

Du beskriver så fint den ensomhed, som man nogle gange desværre kan føle i et parforhold og som kan være svær at rumme over tid.
Når så skilsmissen er blevet en realitet, så kan man føle sig overskyllet af endnu flere og modsatrettede følelser, som kan være svære at håndtere, for på en måde kan man sidestille en skilsmisse med en livskrise - uanset om man selv har truffet valget eller ej.

I din besked stiller du også spørgsmålstegn ved, hvornår det er passende at forelske sig påny. Mit svar vil være, at det naturligvis er forskelligt fra person til person, hvornår man er klar til at hoppe ud i et nyt forhold og ofte opleves det anderledes fra omverdenen og ikke helt så lyserødt.

Når man har haft en barndom, som du beskriver, så kan det nogle gange være nødvendigt at få hjælp til at håndtere alle de mange følelser, som kan dukke op ved et brud. -Således bliver man også bedre til at have overskud til at hjælpe sine delebørn, hvis de skulle have brug for det.

Jeg håber, det bliver muligt for dig at få hjælp, hvis du ønsker det.

Kærlig hilsen

Anna

Af Anna Prip,   21-03-2013 15:25

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hvordan kan det være, at man kan blive lettet over, at andre har - eller har haft - det lige så elendigt som en selv - for sorgen ved at være part i en skilsmisse er intet mindre end frygtelig.

Har prøvet at miste før - begge mine forældre - men intet kan sammenlignes med sorgen over at miste sin familie - og dermed mener jeg begrebet "familie" - for jeg kan sagtens håndtere, at jeg har mistet min hustru gennem rigtig mange år - selvom det har været hårdt - men det var hende, der valgte at være utro.

Men at miste identiteten som at være far i en familie og dermed den platform som man har stået på i så mange år gør ufatteligt ondt. Som andre har skrevet - man skal nok komme videre på den ene eller anden måde og på et eller andet tidspunkt skinner solen igen. Men det bliver aldrig det samme igen - nogen sinde - for kvinden, som man valgte at blive forældre med er væk og det samme er det helt unikke, som skabes i et forhold, hvor man deles om glæder og sorger i alt, hvad der vedrører børnenes opvækst - både de gode som succes-oplevelser og de sørgelige som sygdom og frygt.

Så - til alle jer, der overvejer at bruge utroskab som middel til at bekræfte jer selv i, at det er den anden der er noget galt med - lad være. Kig på din mand/hustru og prøv at find ind til det, som i sin tid gjorde at du faldt for ham/hende - og så tal om det inden det er for sent.

Du kan aldrig gøre skaden god igen - og du kan aldrig få din familie tilbage igen i samme tilstand som før - lige meget hvor hårdt du prøver, for når først tilliden er brudt, så er forholdet reelt dødt.

MEN - sorgen over at miste sin familie kan vare meget længe - og den er meget svær at slippe af med.

Af Henrik,   06-04-2013 23:37

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Mit 41 årige liv er i total kaos. Min mand valgt i november 2012, gå fra mig og vores 2 børn på 9 og 14 år, været sammen i 24 år heraf 14 år gift. Vi har før bruddet været i gennem et rigtig hårdt år, men en del udfordringer i forhold til vores datter på 14. Hun har haft det rigtig svært med skole, venner og sig selv – har ikke følt sig forstået af os (det vi troede var opførsel som en ganske almindelig teenagepige) , alle disse udfordringer har taget rigtig hårdt på mig, og trak mig fra min mand også seksuelt, da jeg ikke kunne finde overskuet, det betød at han skulle finde sin bekræftelse ”ude i byen”. Han har ikke være utro men har været på grænsen hele tiden. Dette har betydet for mig at jeg igen trak mig mere og mere fra ham og når jeg så endelig gik i seng med ham, kunne jeg ganske kort tid efter igen tage ham i sin bekræftelse ”ude i byen”. Vi har flere gang talt om hvad vi kunne gøre for at imødekomme hinanden man fandt aldrig løsningen.
Vi aftalte af din planer vi havde lagt bl.a julen/nytåret, en skiferie med nogle venner skulle vi holde fast på af hensyn til vores piger samt en konfirmation her i maj måned.
Efter at han fortalt, at han ville forladt os, har vi ikke kunne holde fingerne fra hinanden og har aldrig bedre sex. I slutningen af februar flyttede han. Vi har efterfølgende haft sex sammen 2 gang senest for 3 uger siden. For 14 dage siden fandt han sig en ny dame som han er meget forelsket i, hun er pædagog og arbejder med vanskelige unge – Vi har nu efter udredning af vores datter fået diagnosen ADD samt Asperger og skal starte på medicin så snart vi får recepten. Siden han flyttede har vores store pige stort set ikke set ham og hun er meget gal på ham. De sidste 14 dage har han ikke vist interesse for hende og han har ikke lyst til at være en del af konfirmationen planlægning, indkøb osv.
Jeg er så gal på ham og føler jeg står alene med en datter i kaos, diagnose, konfirmation, kontakt til de forskellige myndigheder om hjælp til vores datter, jalousi over at han har fundet kærligheden, tabt 13 kg på 3 mdr. Har totalt mistet livslysten og kan ikke se lyset
Vi kan ikke se hinanden i øjnene og kan overhovedet ikke tale sammen.

Af Eva,   21-04-2013 22:15

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Eva

Du beskriver fint det følelsesmæssige kaos, man kan havne i, når man befinder sig i en skilsmisse. Ofte har man i en periode forinden - for nogle endda flere år forinden - haft besværligheder i forholdet, som man har forsøgt at løse. At blive afklaret i forhold til sin x, som i dit tilfælde har været din partner i 14 år ud af dit 41-årige liv, det svarer vel sådan ca. til at tage afsked med et menneske, du har kendt og elsket i en tredjedel af dit liv. Det er naturligvis lang tid og man kan føle sig ensom i den proces, det kræver lidt tilvænning. Du og din x er to forskellige følelsesmæssige steder i livet; han er nyforelsket og du lyder til at være i sorg. Mit råd til dig er at være nænsom og tålmodig overfor dig selv i den nærmeste fremtid, det kan kræve en del energi at tage afsked.

Når du beskriver din 14-årige datters situation, så lyder det for mig, som om du med fordel kunne øve dig på at skille hendes situation fra din egen, så hun derved ikke kommer til at stå i et dilemma mellem jer to voksne. Det er muligvis et tilfælde, at du beskriver hende som værende gal på din x - ligesom du også bruger den formulering om dig selv i forhold til ham - men jeg ser ofte i mit arbejde, at lige netop vreden kan smitte af på børnene, hvis ikke man som voksen er meget varsom med at håndtere sine egne følelser.

Husk på at uanset hvor provokerende og smertefuldt det kan opleves for dig og hvilken situation du er havnet i med hensyn til din x, som måske er optaget af sin nye forelskelse, så er det stadig din 14-årige datters far og hun har ret til en kærlig relation med ham.

For nogle mennesker i sorg er det gavnligt af at få vendt situationen med en terapeut og du er velkommen til at henvende dig til mig. Du kan finde mine oplysninger på hjemmesiden: www.annaprip.dk

Kærlig hilsen

Anna

Af Anna Prip,   01-05-2013 13:24

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Henrik

Tak for din åbenhjertige måde at skrive om din situation på.
Når man oplever skilsmisse - uanset om ens x eller man selv har været utro - så ændres ens livsvilkår grundlæggende og man kan opleve sig selv som værende i en form for identitetskrise. Det er netop det, jeg læser i din besked, at du sætter ord på ud fra dit perspektiv.

Når jeg læser dine ord, så kommer jeg også til at tænke på, at der er stor forskel på at miste sin familie og at have følelsen af at miste sin familie. Nogle gange når vi oplever sorg og krise, kan vi ofte komme til at tro på, at de følelser og tanker som fylder i vores sind er den endegyldige sandhed, for de virker så voldsomme. Men faktisk er det intet andet end blot følelser og tanker, som kommer og går. Når voldsomheden aftager, så bliver det ofte nemmere at bevare overblikket og så vil du måske erfare, at din familie eksisterer stadig - blot i en anden form.

Kærlig hilsen

Anna

Af Anna Prip,   02-05-2013 13:38

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Det er meget givende at læse Jeres beretninger. Jeg er selv separeret på 3. år og skal til at gå den sidste mil. Som i andre af Jeres beretninger så startede det med mandens utroskab. Jeg er helt bevidst om, at det er noget der ofte sker når ting er svære og der ikke er så meget overskud at hente hos hinanden. Ikke desto mindre kom det som et overvældende chock og et klart angreb på mine støttepiller - loyalitet, ærlighed og retfærdighed. I første omgang gik mine tanker som hos flere af Jer på vores fælles søn der var 14 på det tidspunkt og lige konfirmeret. Normalt vil jeg betragte mig som særdeles handlekraftig, og første aktion var heller ikke svær - at sende ham ud. Det er den efterfølgende fase hvor alt er på hovedet og 1000 spørsmål at tage stilling til både praktiske og følelsesmæssige. Jeg valgte for en tid at lamme mig selv ved at accepterer et job der nærmest var mission impossible. Det er nok en kendt handling, men jeg havde brug for at få afstand til kaos, så jeg satte det på hold en tid og fik en hverdag til at fungere med min søn. Nu har jeg ikke længere brug for den følelsesløshed, men for en afslutning, der er lidt svær at nå frem til, når manden ikke vil skilles på trods af, at han nu har boet sammen med quindfolket lige siden. Valget er ikke hans længere, men gud hvor er det overraskende svært at træde i karakter og få det ud af verden - selv om jeg er helt bevidst om, at så længe jeg ikke rykker, så er min fremtid stadig min fortid. Jeg er ikke dybt imponeret over mine handlefærdigheder over de sidste 3 år, men har besluttet at tilgive mig selv de manglende færdigheder. Af en eller anden årsag har jeg haft brug for den tid der er gået. Nu er jeg imidlertid klar til en ny omgang med livet og har et håb om, at jeg på trods af mine snart 53 år stadig har en masse til gode. Tak fordi I har delt jeres svære stunder.

Af Susanne,   25-05-2013 18:14

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Anna Prip og jer andre.
Har brug for at dele min situation.
Ja, det er alt sammen god læsning, for ca. sådan har jeg det også.
Historien er - alt for kompliceret.
Hun er gået, efter 20 års ægteskab. Alle 3 børn (drenge 11,15, pige 20) er taget med. De bor på 4. måned hos svigerforældrene.
Har drengen på 11 en dag+nat om ugen. Vores første/ældste er lige flyttet sammen med fyr til storbyen. Ham på 15 har hadet mig de sidste 4 år. Vi har nok ikke kemi sammen og jeg har antageligt været for krævende: "Gør nu dit bedste, søn, -i stedet for bare at stikke halen mellem benene. Kom nu! Jeg ved du kan." Var ikke værdsættende nok. Egoistisk. Sådan var konens ofte gentagede vurdering.
Og hun, ægtefællen, har ikke haft det godt, mest pga. det med far-mellemste søn-problematikken tror jeg, men inrømmet: jeg var heller ikke nem. Så vi "bliver enige om" at skilsmisses for de 4 mdr siden.
Men den vægt kan jeg simpelthen ikke bære!
Har nydt en tid alene, men her efter hun har hentet hendes ting mens jeg var væk, kan jeg bare ikke mere.
Er begyndt at trygle hende om en chance til.
Fordi jeg vil gøre "alt" for at vi kan blive ét igen.
Går til psykolog, arbejdet kører ikke, græder tit og kan tit ikke græde. Snakker med høj og lav, men det er jo ikke dem jeg vil/har behov for at snakke med.
Jeg kan ikke acceptere at min familie skal lide skilsmissedøden, og jeg vil forsøge, på ordentlig vis, at handle derudfra.
Det strider simpelthen imod for meget inden i mig at gi slip-gi fortabt/op.
Hvis ikke jeg skulle klamre mig til det sidste strå og gøre alt tænkeligt for min families overlevelse, hvem skulle så?
Det må være mit kald som far og ægtefælle.
Tak for bloggen og indlæggene!

Af Peter 48 år,   14-07-2013 22:10

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Her, en måneds tid efter verden brast sammen, googler jeg lidt rundt på må og få. Ingen systematik. Leder efter nogen, noget, der kan give håb om at verden igen kan blive til at holde ud. Læser usammenhængende, får øje på ord hist og sætninger pist. Fire faser, begyndende med chokket. Jaja... Masser af projektleder-agtig terapisnak findes der. Jeg jeg har fået øjet på et gennemgående budskab, der som skilsmisse-nybegynder (par gennem 20 år, ingen børn (fravalgt)), som gør mig tung... At verden virkelig braser sammen. At man bliver revet i stykker indeni. At nok så gode venner, tobak og høj musik ikke lindrer. Det svære nu er ikke bodeling, hussalg og jalousi. Det er simpelthen at sidde stille på en stol og tænke på hvordan verden nogensinde bliver et sted, man igen finder på plads - med sig selv, med andre, med arbejde og og og og. Jeg er klar over tiden arbejder for mig. At der skal afsættes plads til følelserne, sorgen og det altsammen. Men midt i det, er det er helvede, som hvis hun kendte til det, så havde hun ikke forladt mig. Og det ville så i øvrigt også ha været noget lort - hvis vi var blevet i det. Limbo findes. Held og lykke til os alle. Vi har hårdt brug for det...

Af Johannes, 49 år,   25-09-2013 21:34

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Peter
At kæmpe for sin familie.... Jeg står i samme situation.... Vi har prøvet det sidste stykke tid...jeg syntes, det gik bedre, men....
Jeg er meget trist lige nu - men ville lige sende dig en tanke.
Kh Dorthe

Af Dorthe,   25-09-2013 21:40

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kan ikke få luft.. Sorgen over at miste min familie er altoverskyggende.. Han gik for snart 2 år siden, uden varsel havde han selv besluttet at vi skulle gå fra hinanden.. Efter 11 år... Han gav mig 2 timer til at forholde mig til det, mens han pakkede.. Ja, vi havde haft nogle svære år, havde fået livet at føle på den hårde måde... Havde kæmpet og måske glemt hinanden.. Han gik bare... Jeg arbejdede mig halvt fordærvet indtil jobbet blev "taget" fra mig... Opgaven givet til en anden.. "For at beskytte mig" sagde man... Det blev dobbelt tab... Følte mig vraget først derhjemme og nu på job... Kunne ikke andet end at græde, var hul.. og er det i bund og grund stadig. Ingenting er afsluttet, bodeling, huset... mit elskede hus som vi sammen har arbejdet, knoklet og kæmpet for at gøre fantastisk... til vores familie.. Mangler hans underskrift for at overtage, for at dele, for at blive skilt... Han gør ingenting... Børnene savner deres far.. han gør ingenting... Jeg fortæller dem at han elsker dem, men har det svært lige nu.... men ved det faktisk ikke... taler ikke med ham.. Tog forbi hans lejlighed, på et tidspunkt for at aflevere ekstra tøj til vores mindste på nu 3... og blev chokeret over at finde ud af at han var flyttet... sammen med en anden... som han lige havde mødt? Grædende ringede jeg til ham og spurgte ham om han var forelsket, for så måtte jeg jo acceptere det, så kunne jeg endelig finde en forklaring... Han nægtede, havde bare brug for én, så han ikke var alene... Det er så frygteligt, og sorgen er stor og dyb... Har skiftet job, et desperat forsøg på at flygte fra følelsen af at være vraget... En ny start... Men det hjælper ikke... Holder facaden overfor børnene, støtter dem alt jeg kan i denne svære tid... Men indeni er alt kaos... Jeg savner ham... savner at være 2... Savner at være familie... og hader ham for at stikke af på den måde, for at være så ligeglad med mig og ungerne at han ikke engang vil lade os komme videre, få afsluttet og få tingene gjort op... men elsker ham også og savner ham her ved siden af mig, til at trøste når livet er svært, forsikre mig om at jeg nok skal komme ud på den anden side, at jeg er elsket... åh i guder hvor jeg dog savner at være elsket, at smile, at drømme, at elske og glæde.... Tror aldrig jeg bliver til menneske igen..

Af Heidi,   13-10-2013 01:48

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Mange tak for jeres åbenhjertige kommentarer!
Flere af jer har kommenteret at det er givende og værdifuld læsning, når man står midt i sorgen, at andre har mod på at dele ud af deres oplevelser og måder at håndtere den svære tid på.

I skal vide, at jeg læser alle indlæg og er utrolig taknemmelig for, at I har valgt at fortælle om jeres situation på denne tråd. Det mærkes tydeligt i jeres formuleringer, at der er ægte følelser bag.

Flere af jer beskriver, hvordan man kan være i chok og dernæst have brug for en form for følelsesløshed midt i sorgen. Nogle forsøger at arbejde sig gennem situationen og bedøve sig selv på forskellig vis. Når så der er gået endnu en periode, så kan man så småt mærke et behov for afslutning.

Mit input til jer kunne være, at I måske med tiden også kan begynde at søge tilbage til de gode øjeblikke, som har været. På den måde bliver skilsmissen ikke så endegyldig og den forælder, som man er blevet skilt fra, er trods alt stadig barnets anden forælder. Gode øjeblikke har man som bekendt lov at nyde flere gange og gerne resten af livet - uanset om man bor under samme tag eller ej.

Med ønsket om det bedste for jer alle

Kærlig hilsen

Anna

www.annaprip.dk

Af Anna Prip,   17-10-2013 17:44

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Min skilsmisse har været mit livs største krise... Det sorteste sorte... Kom et sted hen hvor jeg troede jeg skulle dø... Og det gjorde jeg -På en måde... Og fra det sorteste sorte -så jeg en lysprik -Som en stjerne på himlen... ufattelig langt væk... Og i min drømmeløse søvn blev den lille bitte lysprik til mit holdepunkt... Min ledestjerne... Jeg gik i opløsning på turen igennem det sorte univers på vej mod lyset... Jeg opløstes i milliarder af atomer... Anede ikke hvem jeg var uden hende ved min side... Troede det sorte sorte var min død... Troede det var et hul var endeløst og jeg ville tumle ned og ned og ned... Skrigende væltede jeg ud over kanten -skrigende for mit liv... Af angst for at miste og aldrig ville få igen... Men jeg faldt ikke... Jeg hang -der... I mørket... Blev opløst... Forsvandt -og fandt mig selv igen... Stykke for stykke... Atom for atom... Celle for celle... Det mørke jeg var SÅ bange for -viste sig at være det uendeligt kærlige univers -Og det mest trygge rum for at samle sig selv igen... Min skilsmisse var mit livs største krise... Og det bedste der nogen sinde er sket for mig... Det har ikke været nemt... Det er vækst sjældent... Men det er en barsk smuk mulighed for at vokse ud af det der var...
Jørgen... Hjertemand.dk

Af Jørgen,   17-10-2013 22:39

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hold da op. Jeg kan jo kun melde mig ind i koret her. Sidder med tårer i øjnene over, at mine egne følelser bliver beskrevet så præcist og hudløst ærligt af andre. Mit liv store kærlighed har forladt mig. Ham, jeg skulle blive gammel sammen med. Ham, jeg altid kunne stole på. Efter 13 år og to børn. Han kunne ikke engang sige det til mig først. Nej, jeg skulle have at vide fra to veninder, at han syntes, det gik ad helvede til? Så jeg måtte selv spørge ham, hvornår han havde tænkt sig at snakke med mig. Ja, det var så nu, sagde han, og så kom det: Han havde ikke mere at give, han elskede mig ikke mere. Jeg fik et chok. Spurgte, hvad han havde tænkt sig? Han mente, han havde brug for tid alene. "Så gør det", sagde jeg. Han flyttede i 5 dage og kom så hjem igen. Der blev han i 8 måneder, hvor vi prøvede parterapi, prøvede at leve "normalt". Men han blev ved med at sige, at han ikke kunne lave om på sig selv, og at han ikke vidste hvad han ville. Til sidst sagde jeg selv stop. Han flyttede i sommers, og jeg gik i "handlingsmode", hvor jeg fik søgt om gældsovertagelse på huset, sendt seperationspapirer ind, skrevet bodeling og ellers ordnet alt det praktiske. Alt sammen mens jeg håbede, han ville vågne op og komme tilbage til mig og børnene. I starten af oktober finder jeg så ud af, at han har fået en kæreste, og jeg bryder helt sammen. Jeg sover næsten ikke, spiser næsten ikke, må have et par sygedage på jobbet. Jeg skriver til ham, at jeg ved, han har en anden, at jeg stadig elsker og savner ham. Han svarer, at det var overrumplende, og han havde fået noget at tænke over. Men han kunne ikke "lige nu", hvad det så end skal betyde.
Jeg prøver at komme videre, fortæller mig selv, at jeg er bedre stillet ikke at leve i et kærlighedsløst ægteskab med en egoistisk negativ mand, der hellere vil feste end være familiefar.
Men mit hjerte savner ham, så det gør ondt. Jeg er jaloux, så det gør ondt. Jeg hader ham, savner ham, elsker ham, foragter ham. Jeg vil ikke have ham tilbage, for tillidsbåndet er brudt, og samtidig håber jeg, han kommer og siger, at han har fortrudt og at han elsker mig igen.
Hvordan bliver jeg nogensinde glad igen? Finder jeg nogensinde en, jeg tør elske betingelsesløst igen, og som elsker mig på samme måde?
Alle siger, der bare skal gå noget tid. Hvor lang tid, har jeg lyst til at skrige, hvor længe skal jeg gå med denne smerte?
Jeg ved, jeg ikke er uden skyld i skilsmissen, jeg har erkendt mine fejl. Jeg håber virkelig, jeg en dag vil se tilbage, og til den tid kunne sige: Hold da op, jeg ikke alene overlevede, men kom stærkere, klogere, kærligere ud på den anden side.
For hold da kæft, det er hæsligt at have det sådan her. Der er ikke behov for en tur i Tivoli med den rutsjebanetur, jeg er igennem her.

Af Susanne,   09-12-2013 17:29

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hvad har jeg gjort for at komme videre, få det bedre og tro på mig selv og mit liv igen? Jeg startede til psykolog med det samme, efter han var gået. Han gik for et halvt år siden, og vi havde da været sammen i 10 år. Vi har en søn på 5 år sammen. Jeg vidste bare med det samme, at det her ville blive en forfærdelig tid i mit liv. Psykologen og gode venner og kolleger og familie og ethvert kærligt og lyttende og forstående menneske har været min redning fra at gå totalt i opløsning. Jeg synes, der er mange af jer, der beskriver tabet utrolig godt. Sorgen og smerten sætter sig så dybt i én, at det faktisk er svært at sætte ord på. Jeg læste et sted, at når man skilles efter så mange år, siger man både farvel til det andet menneske, men også til drømmen om, hvad man havde og ville få med det menneske. Farvel til de værdier og ønsker og håb, som parforholdet repræsenterede. Altså forstået på den måde, at man også har et slags idylliseret drømmebillede af parforholdet, som ikke nødvendigvis er helt identisk med, hvordan hverdagen har været. Måske heller ikke milevidt fra den, men en idylliseret version. Sådan var det for mig. Ingen tvivl om, at min mand og jeg har haft fantastiske oplevelser sammen, og han har været det tætteste vidne til mit liv gennem et helt årti. Vi har jo for fanden en fantastisk søn sammen. Jeg ved samtidig bare også, at han havde sider af sin personlighed, som ikke var ubetinget gode for mig. Og sikkert også omvendt. Jeg ved også, at jeg desværre selv var god til at skabe indre fortællinger om vores fælles liv og undertrykte centrale problemer i vores forhold. Vi skændtes aldrig. Næsten heller ikke i forbindelse med bruddet. Der var ingen passion. Dét var blandt andet et problem i vores forhold. Vi havde et nærmest høfligt arbejdsfællesskab. Men det har været hårdt alligevel. For hvem er jeg nu ? Var det hele bare falskt? Elskede vi aldrig hinanden? Hvad er kærlighed overhovedet. Jo jo, jeg ved, at jeg vil give livet for min søn. Kærligheden til vores børn er så tydelig, mærkbar og ren. Men hvad med den romantiske kærlighed mellem to mennesker? Hvad fanden er det for noget? Jeg tør i hvert fald ikke udtale mig om det, og jeg tør heller ikke kaste mig ud i det lige foreløbigt.

Af Hannah D. ,   01-01-2014 12:49

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Tak for alle jeres indlæg.

Tiden er en noget underlig størrelse, når man taler om sorg og den synes at operere efter en anden intelligens end den tid, vi kender fra det tikkende ur. Hvis ikke du indimellem mærker din sorg, så kan den på en måde lukke sig inde i dit system. Derfor læger tiden IKKE alle sår - det gør du selv eller i selskab med empatiske mennesker, der vil dig det godt.

Kærlig hilsen

Anna

Af Anna Prip,   24-04-2014 13:22

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Efter 15 år er sorgen omkring bruddet heldigvis overstået, men jeg tænker stadig dagligt over den tid jeg ikke fik med vores fællesbarn, fordi vi skulle dele ham.Heldigvis er han blevet en dejlig voksen ung mand, så jeg burde ikke have denne nagende følelse af utilstrækkelighed, men det er måske fordi som du siger "tiden læger ikke alle sår".Mit råd er at tage følgende kloge ord til sig "This too shall pass". Det er meget nemmere med udfordringer som skilsmisse når man ved at problemerne og følelserne man har lige nu går over. Hvis man ikke kan finde ud af de kloge ord, så prøv terapi.

Af Ejvind,   01-05-2014 12:29

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Ejvind

Tak for dit råd om at følelserne, man har lige nu, går over på et tidspunkt og ellers kan man prøve terapi. Som du også skriver, så betyder det IKKE, at man 15 år efter bruddet er helt færdig med at tænke på skilsmissen og evt. en følelse af utilstrækkelighed. Men alt, hvad vi mennesker oplever - både af godt og skidt - går over :-)

Kærlig hilsen

Anna

Af Anna Prip,   01-05-2014 16:15

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Tjaa, ved ikke hvad jeg skal sige. Kæresten bad mig flytte for 5 uger siden og siden da har jeg været flået i stykker inden i. Hun kunne ikke mere, elskede mig ikke mere sagde hun. Vires liv har været travlt med små børn, stress og end masse andet. Vi mistede os selv og glemte at værdsætter det gode - især mug desværre. Nu står jeg her med en slags meningsløs frihed og vil bare kunne gøre det om.. Desværre er hun stålsat på at det er slut. Måske friheden bliver meningsløs for hende også et sted hen af vejen.. Nogengange skal man væk fra det man har for at kunne se værdien i det trods alt. Lader hende være, bygger mig selv op og stråler derfra. Prøver ikke at give hende skyld, skam og vrede. Så bliver hun bare bekræftet i at hun tog den rette beslutning. Har mistet alt, men ikke mig selv. Det er det eneste jeg har kontrol over nu. Prøver at rejse mig, se mine fejl og ændre mig. Det gør hun ikke for hun kigger aldrig indad. Jeg var det der kunne fjernes fra hendes liv, så nu bliver alt nok bedre tror hun. Måske det passer, og måske hun bare skifter et sæt problemer ud med et andet? Måske hun finder en ny mand, men hvem vil elske vires børn ligeså meget som mig? Hvem vil hun dele minderne om fødsler, dødsfald, svære stunder, og ferier med. Jeg er nu holdt op med kun at tænke op om jeg kan få hende tilbage. Når jeg står igen kan jeg stille det spørgsmål omvendt. Til jer alle: fornlgt ikke jeres følelser. Skriv, skrig, græd, råb og dans. Kom i kontakt med jeres inderste vilje. Hvor er i ? Hvad vil i? Mediter og mærk den voldsomme frigørelse og styrke der er heri. Jeg ønsker jer det bedste. Hvis i bliver ved med at kæmpe, kan i aldrig tabe....

Af Morten,   04-06-2014 09:05

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hej Alle
Sidder og læser alle indput...søger tit ligende livhistorier på nettet, når dagen er grå og trist...således også idag...glad for at jeg fandt denne tråd. Da jeg startede med at læse fordi jeg selv er fyldt af bitterhed og savn..hamrede mit hjerte afsted...det er nu i ro igen...selvom jeg føler mig enorm ensom...så er det vildt befriende at læse at jeg ikke er den eneste der har det præcist som mig...det fjerner ikke bitterheden og savnet og alle de ubehageligd følger efter et familie brud. men det føles knap så ensomt. Det der fylder mest idag er savnet over ikke at være familie længere...trygheden i at vi alle 4...og at skulle undvære sine børn hv.anden uge..Selvfølgelig vil jeg ikke være sammen med en som ikke elsker mig længere...men bitterheden og savnet fylder enormt når børnene tager til deres far og ensomheden og forladtheden fylder...for det her var ikke mit valg...ikke mig valg at børnene ikke skal være sammen med begge forældre hver dag. Kæmper nok bare fordi jeg ikke forstår hvorfor han ikke kæmpede mere for familien/børnene.
Tak alle for gode livsbekræftende indput...det skal sku nok gå.
What doesn't kill you...makes you stronger<3
Tikki

Af Tikki,   07-07-2014 11:31

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Jeg blev for 6 mdr. siden smidt ud af det jeg troede var livet lykke.
Havde satset alt og revet mit liv op med rod for at flytte til den anden ende af landet. Skulle dele resten af livet med ham.....troede jeg.
Desværre fandt han efter 6½ år en anden, som overtog min side af sengen, kun 14 dage efter at jeg var flyttet ud.
Selve bruddet er jeg egentlig ude over. Med hjælp fra psykolog, men nu melder ensomheden sig.
Sidder i den del af landet, hvor det var hans venner og familie som var omgangskredsen. Intet eget netværk og med børn som næsten er voksne og derfor ikke har så meget brug for mig mere.
Burde jeg flytte "hjem"? Kunne jeg selvfølgelig, men den yngste er i sidste del af sin skolegang og har fundet en kæreste her, så det ville da være enormt synd for hende at skulle sige farvel til det hun holder af. Kan da ikke være så egoistisk og kun tænke på mig selv.
Alligevel tilbringes de ensomme aftener med at græde og have ondt af mig selv. Frustrationerne overvælder en og tankerne flyver rundt. Hvorfor er der ikke nogen derude som kan se al den omsorg, nærvær og kærlighed man brænder inde med.....som man så gerne vil dele med en partner.....hvor gør man af den? Negativiteten overtager ens personlighed og derfor lukker jeg mig hellere inde i mig selv og det sted jeg bor......for det er ikke mit hjem...min base....bare et tag over hovedet.....og her sparer jeg på den smule energi der er, så mine børn ikke skal lide under min tilstand og situation. Gemmer den for dem, så de kan være glade og ubekymret.
Sikker ikke den bedste metode, men ser ikke lige nogen anden mulighed for at beskytte dem.
Måske ændrer det sig, når den yngste har fundet sin plads i livet, men lige nu er det lange udsigter at se hen imod og jeg håber at jeg kommer igennem......på den ene eller anden måde.
Carmen

Af Carmen,   12-07-2014 15:36

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære alle
Sidder her og læser alle jeres tanker og følelser omkring skilsmisse.
Jeg troede aldrig selv, at jeg at det ville ske for mig. Men min mand har forladt mig. Vi har tre voksne børn, der mere eller mindre er flyttet hjemmefra, så nu skulle man mene, at vi ville få en masse `ny´ tid sammen. Han siger, han gerne vil være en god ven for mig, men han har brug for seksuel udfordring og andre oplevelser, end dem han kan få sammen med mig. Jeg er slået helt ud. Har tabt mig mange kilo, er skamfuld, sorgfuld og føler mig meget ensom. Troede jo, at vi skulle bliver gamle sammen. Det var ikke sådan, jeg forventede, mit liv skulle være. Har været til psykolog, men har også brugt kolleger, veninder og min søster til tale med. Har dog alligevel svært ved at se lyset for enden. Tænkte på et tidspunkt på at afslutte mit liv. Ved dog godt, at det ville være tarveligt overfor alle, der ønsker mig det godt.
Håber på at nå dertil hvor smerten forsvinder og bliver erstattet af noget andet.

Af Helle,   22-07-2014 14:18

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hej
Det kommer i bølger, har nu oplevet 1-2 små perioder siden 1/4, hvor jeg følte mig glad og følte en begyndende tro på at det hele nok skal gå trods alt.....
Lige til næste dag, så vælter læsset igen. Har ingen tro på mig selv og mindreværdkomplekserne vælter frem...hold nu op hvor er de ødelæggende...
- børnene vil sikkert helst være mere til hos deres far
- ingen kan falde for mig, og skulle det ske, så skal jeg nok få dem jaget væk...selvom jeg inderst ønsker tosomheden igen, kærlighed, nærvær, samhørrighed...
Det er blot nogle af tankerne, det er utroligt at de tanker kan forpeste ens liv, at man tror alle andre har det bedre og alt det jeg ønsker...
Svaret: tålmodighed....svært når man er bange for aldrig at opleve kærligheden igen, og kun har mistet....

Af Tikki,   25-07-2014 20:37

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

For 5 måneder siden forlod min mand mig. Vi har kendt hinanden i 21 år, været gift i 10 år. Vi har for nogle år siden siden været i en voldsom krise da jeg blev betaget af en kollega. Det skabte en krise og vi gik i terapi, men fik aldrig situationen ud af kroppen. Det skabte en afstand og blev til sidst noget vi ikke snakkede om. Jeg var helt færdig med ham den anden og for mig betød det en mindre del, men min mand var ramt. Langt mere end jeg kunne se på det tidspunkt. Jeg var vedholdende med at vi skulle holde sammen og selvom jeg godt kunne mærke at det ikke var godt så var og er jeg nok stadig af den mening at det kom vi over. Vi har også haft gode stunder, et roligt og stabilt forhold.
Der sker så det at min mand bliver betaget af en kollega og efter 2 måneder er han rejst.
Min verden vælter, jeg går i chock og kan nu se sammenhængen. Har været og er stadig i mine følelsers vold. Mærker sorgens mange følelser og har læst at jeg bare skal være i mine følelser, leve dem ud og jeg vil komme mig. Det tror jeg på.
Vi har 3 teenagebørn. De er meget loyale og tager det umiddelbart roligt. De har god kontakt med deres far. Vi har hele vejen igennem forholdt børnene til at min mand ser en anden. De ved jeg er knust og giver udtryk for at de håber at jeg snart bliver glad igen, sagt at det gør jeg.
Jeg er meget bevidst om mit ansvar i forhold til det der er sket, men synes stadig det er svært at forstå. At det er helt slut, hvor er de gode samtaler som vi også havde? hvor er fællesskabet om hjemmet og børnene . Vores lange forhold har sat sig dybt i os begge, kan det bare glemmes? Har min mand bare glemt alt dette?
Min mand ser stadig sin kollega og jeg tænker at det bliver hans måde at komme igennem skilsmissen på. Han virker mere ovenpå end mig, har et større overskud og det er en kamp for mig hver gang vi skal ses, hvilket ikke er særlig tit, da jeg har så svært ved at se det overskud han udviser. Hvordan skal jeg håndterer dette. Jeg har som mål at vi skal få tingene på plads på en rolig måde og jeg tænker også at jeg på sigt kan tilgive hvad der er sket. På den måde kommer jeg også selv videre......jeg ved det godt, men jeg har svært ved at se ham og stadig svært ved at forstå.
Kan i hjælpe mig.
Hvordan bliver jeg stærk i mødet de ham?

Af Svendborg ,   17-08-2014 18:38

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Jeg har kun været gift i ganske får år, med manden jeg troede var min soulmate. Ægteskabet blev hurtigt indgået - flyttede i hus på landet og skulle rigtigt nye det. Min mand accepterede mig på alle mine rodede punkter og jeg var vel nærmest lykkelig … men det blev kedeligt i længden. Og manden blev mere og mere træt, snerrende og glemte at nurse prinsessen på det slot han byggede op omkring hende… Jeg indledte et spændende forhold til en kollega, dog uden decideret gennemført samleje - det kunne jeg ikke få mig selv til, måske også fordi jeg ikke var forelsket i kollegaen. Men så en dag skete det - min første rigtige kæreste kom på Facebook. Jeg faldt men det største brag! Han ligeså - og i et halvt år havde vi hemmelige møder, et stormombrust forhold på godt og ondt. Boede i hver sin ende af landet og sms'ede konstant. Jeg mente, at hvis jeg kunne føle så stor en forelskelse i en anden mand, så måtte jeg jo tage konsekvensen af det og flytte fra min mand. som sagt så gjort. Han fik aldrig noget at vide om min nye genfundne kærlighed. Men nu kommer det så: min nye genfundne kærlighed fandt ud af at jeg havde haft den her kortvarige affære med min kollega, og han var så utroligt jaloux! Efter da var alt godt når vi var sammen - men når vi ikke var - kom der de vildeste jaloux sms'er, den en mere ondsindet end den anden. Det var en rodet gang "smid fisken ud og fang den ind igen" hvor han altid sluttede af med at han elskede mig så meget og bare ville have mig tæt resten af sit liv, nu han havde fundet mig igen. En følelsesmæssig rollercoaster - Så utroligt hårdt!!!!! Nu siger han, at han er begyndt at kysse med en anden, fordi han må have kærligheden tæt på sig og ikke kan holde afstanden ud… Jeg er knust ……… Græder i øjeblikket som pisket, og min mand kommer og holder om mig når jeg ringer efter ham - det er det vildeste rod! og jeg er selv årsagen - er jeg ikke???
Mit spørgsmål er: skal jeg satse på at have lært en lektie, og "nøjes" med min mand (ikke dejlige kys - og ikke fantastisk sex) Eller skal jeg flytte til den anden ende af landet og satse på de dejlige kys og den fantastiske sex med følelsesrollercoasteren? Hvis noget har kunnet få mig til at opgive min mand - så var han måske bare ikke den rette?
Jeg er så ked, så ked, så ked……

Af Silla,   19-08-2014 12:42

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hej alle sammen! Har fundet og læst mig gennem denne tråd, som jo åbenbart har kørt i et par år. Har grædt mig gennem skæbner og fundet ligheder og følelser, som føder min egen sorg.

Min mand gennem 6 år, kæreste gennem 9 og far til min 3. Datter på 2 år, fortalte mig i fredags efter at være kommet sent hjem fra arbejde, at han ikke synes vi 'passer sammen længere'. At han stadig har følelser men at det bare ikke går! Jeg erkender de sidste år har været hårde! Jeg gik ned med stress for 3 år siden i en lederstilling, fandt samtidigt ud af at vi var gravide, blev sygemeldt pga stress og fyret efter 120ds reglen. Fik vores datter og gik hjemme i et år, hvor jeg følte at mit identitetsgrundlag, ud over at være mor til 3 døtre (en udeboende, en fra første ægteskab og vores nye lille smukke datter), var totalt forsvundet. Jeg vidste, at jeg ønskede at arb i en anden branche og min mand gav mig frihed til at prøve efter barslen, trods kæmpe indhug i alle vores økonomiske reserver, som blot var et indhug og fuld udnyttelse af vores i forvejen enorme kassekredit. Vi har lån op til begge ører pga vores hus, som vi købte for 6 år siden og har sat i stand og min sparsomme indkomst som lod os ryge ned med 10000+ mindre udbetalt pr md og i et halvt år, slet ingen løn. For 10 dage siden startede jeg job i løntilskud, efter at måtte opgive at være selvstændig, inden for netop den branche jeg drømmer om, og jeg er lykkelig! Føler nu alt går fremad igen! Føler jeg kontribuerer igen! Føler, at nu skal det nok gå fremad!

I mellemtiden - de sidste 3 år - har min mand fået stilling inden for samme branche (var et ønske for os begge da det er en fælles interesse). Fået mange nye kolleger og taler levent om sit job hver dag. Indtil nu har jeg siddet herhjemme og kun kunne tale om vores barn og husholdning, mens hans sociale verden har udvidet sig. Han ville pludselig med til kollegiale sammenkomster 1-2 gange om måneden og til 'fredagsøl' hver fredag. Jeg blev forskrækket, for det har han aldrig gjort. Pludselig sad jeg med mad her men ku ikke forvente han kom hjem til spisetid. Oftest først kl 19 - hvor vores datter senest bliver lagt. Jeg blev mistænksom - har altid haft det svært med jalousi - han gik pludselig masser af kvindelige kontakter på LinkedIn. Han knokler i al sin fritid på et fritidsprojekt via computeren. Efter aftensmaden, alle ledige stunder i døgnet, et projekt jeg var en del af, m min interesse for det ikke var så stor som hans! Jeg følte ikke vi var ved at gå fra hinanden. Jeg mistænkte ham heller ikke for at være utro, men alt kulminerede for to md siden. Han ville ikke længere - men ville give det en chance! Jeg gik rundt om den varme grød, han virkede sur og tvær, arbejdede mere og mere, talte om at der ville være rejser på arb (som jeg ærligt har fortalt jeg ikke bryder mig om pga følelsen af bare at være ladt tilbage her med al ansvar alene) men jeg har aldrig nægtet ham det!

Nu skulle det hele gå fremad! Jeg siger til ham at jeg gerne vil ud lidt også og vi aftaler at jeg kan blive på arb og få en øl hveranden fredag. Torsdag spør han mig om han kan ta til poker fredag, men jeg siger at jeg jo havde set frem til at ha den fredag hvor jeg for en gang skyld ikke sku hjem og hente børn (det gør jeg hver dag). Torsdag kommer halvsur hjem. Fredag er jeg drøntræt efter 10ds koncentreret arb/hente børn osv, så jeg skriver til ham at jeg heller vil se en god film og at han kan ta til poker, hvis han vil. Jeg lægger op til, at han også kan tage hjem og så kan vi hygge os som kærester gør, for det savner jeg. Han er ikke afvisende ... Siger tak og siger så, at han altid kan gå lidt tidligere medmindre et spil er i gang. Aftenen går og jeg ser film. Halv9-9 hører jeg døren nedenunder. Jeg kan høre på hans gang at han har drukket, men glæder mig over at kl trods alt ik er mere. Venter på han kommer op og siger hej - men efter et stykke tid sker der ingenting og jeg går ned. Han ligger i mørke på sofaen og spiller spil på tlf med en whisky på bordet. Jeg spør roligt hvorfor han ikke kom op og sagde hej. Han siger undskyld, han bille bare lige slappe af først! Så siger jeg til ham at jeg ikke føler alt er som det skal være! Og så bryder helvedet løs (vi skændes ikke) - han vil ikke mere. Min verden bryder sammen. Jeg græder og græder, han knuger mig ind til sig, trøster mig, græder (første og eneste gang jeg ser det). Jeg trygler ham om at gi det en chance mere også pga vores lille datter. Han siger han har givet det de sidste to md. Jeg forstår det ikke. Han har været småsur og irriteret de sidste to md. Jeg græder og græder - kan ikke se en ende på det! Ikke så meget pga mig, men det helvede min lille pige nu skal igennem. Har prøvet det før for 9 år siden. Det var det dog mig der gik! Han siger der ikke er en anden. Jeg tror ham - men er usikker på om han er på udkig. Vi har altid begge ment at vi ville bryde op før utroskab, hvis følelsen efter andre blir for stor. Han sover ved siden af mig, tilbød at sove på sofaen, men jeg ønsker ikke at føle mig forladt allerede.

Vores datter kommer ind og ligger i midten om morgenen. Hun er så glad for at se os. Ligger hos os på skift! Jeg bryder sammen! Vi står op, han laver morgenmad - jeg kan intet spise. Jeg gir datter et bad, min mand banker på og spør om han må være med. Selvfølgelig ... Jeg køber ind - skal bare ud af huset! Kommer hjem og finder at min datter ikke kan falde i søvn til middag. Vejret er smukt så jeg hiver klapvognen frem og råber til min mand vi går en tur. Han spør om han må gå med. Selvfølgelig. Vi små snakker og det er hyggeligt. Han får nogle skøre ideer som altid og siger 'det er, hvad vi sku gøre...' Jeg græder indvendigt. Vi samler kastanjer, tar hjem og laver kastanjedyr ... Ting vi normalt ikke gør sammen! Jeg kører op og køber badevinger til den lille. Jeg har ikke været i svømmehallen i 15 år pga allergi, men har brug for at lave noget for at komme væk. Han siger ' det er mors måde at fortælle mig, at vi skal i svømmehallen dig og mig' med et grin til min datter! Nej, det var faktisk så jeg ku ta i svømmehallen ned hende sir jeg. Han er paf. Jeg sir 'fu må godt ta med'. Han planlægger indkøbstur til i dag. Vi kan fylde fryseren. Hvorfor? Spør jeg! Så vi har nok mad, siger han! Med hvilken mening, spør jeg, du flytter jo? Han siger så, at han ikke har travlt, vi skal jo sælge huset først! Jeg bryder sammen! Han gir mig et kram men siger grådkvalt 'jeg synes stadigvæk vi bare ikke passer sammen'! Jeg fortæller grådkvalt jeg ikke har travlt med at han skal flytte.

I morges kl 5 gik det så helt galt i min hjerne! Skal han nu date? Er det derfor han bryder op? Der er et kursus han skal til i Florida til nov. Vil han bare være fri først? Skal jeg bare vente her til det passer ham? Kan jeg følelsesmæssigt gå op og ned af den mand, jeg elsker - uden kys og nærhed? Jeg ved vi må sælge før noget andet! Han vil male huset først! Næste gang skal vi ha færre tomater i drivhuset, siger han flygtigt ...!

Jeg er simpelthen så forvirret! Spør i dag hvad planener. Han ved det ikke. Fortæller ham hvor svært det er for mig at se ham hele dagen og vide jeg ikke kan røre ham. Spør om han nu skal date! Han ser næsten forskrækket ud og siger, at den tanke slet ikke har strejfet ham endnu. Forklarer ham at det vil være meget svært for mig at bo med ham, hvis han skal se andre imens.

Han er ikke fra Danmark, men flyttede hertil da han fik it job og vi fandt sammen. Han hader Danmark og vil bo i USA. Jeg kan ikke flytte fra min den mellemste før hun er så stor, at hun selv kan bestemme. Nu siger han, at han nok skal være 'i nærheden' og hjælpe mig. At jeg ikke bliver alene!

Åh en roman, jeg har skrevet :( jeg undskylder mange gange! Men tanker og følelser løber over. Ved ikke, hvad jeg skal gøre. Vi kan jo ikke blive separeret så længe vi bor sammen. Han kan ikke flytte før huset sælges pga vores gæld. Hvem sætter huset til salg og hvornår? Hvem sender skilsmissepapirerne ind? Hvad med samkvem? Vederlag og alt det shit? Hvad med 9 års samliv, fællesskab, kærlighed osv som bare bliver skyllet ud i et sort hul? Boskift, stressede børn, sorg, savn - ensomhed :(

Føler virkelig det er som en sagde her, at dø!!

Af Lykke,   12-10-2014 07:31

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hvor dejligt at have fundet denne blog!! Jeg finder både ting, som jeg selv føler lige nu.....sorg, ensomhed,afmagt.... Og også beskrivelse af følelser, som jeg ikke selv var klar over, hvad var, men som andre kan forklare. Manden gennem 13 år meddelte mig i mandags at han var flyttet, så jeg er jo lige i starten af hele processen.... Men jeg har været der før, så jeg VED, at man kommer ud på den anden side. Det tager bare noget tid og en del tårer...og man skal give sig tid. Lige nu er jeg vist i handlingsmode... Besøg af ejendomsmæglere i dag for at få huset sat til salg, regner og regner for at finde ud af, hvor jeg skal bo... Hvor vil jeg gerne hen, hvor kan jeg spare i budgettet så jeg kan bo som jeg vil... Og så ind i mellem får følelserne overtaget og tårerne kommer. Nogle nætter sover jeg fint, andre vågner jeg op midt om natten og kan så ikke falde i søvn igen. Og... min bedste ven er desværre ex'en så der er ikke så mange at snakke med. Nogle vil nok synes at det er dumt at snakke med ham om hvordan jeg har det, men så længe han vil det, så bruger jeg ham.

Af Eva,   17-10-2014 21:03

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære alle
Ved det er kliché, men hvor det luner at høre, at jeg ikke er alene med alle disse følelser. Er blevet skilt i sommers efter 26 års samliv. To børn på 10 og 14. Hver anden uge, kan tale sammen, holder facaden, får det til at køre. Men det hele er noget lort. Kan ikke forstå jeg ikke kan få det til at fungere i mit liv. Mit arbejde sejler, har ikke overskud til vennerne, har mest af alt lyst til at lukke mig inde. Synes jeg må tage mig sammen. Det var jo mit eget valg at gå. Fælles beslutning. Et parforhold der var gået i stykker. Men alligevel. Han var/er manden i mit liv. Mit livs kærlighed. Min livspartner. Kan slet ikke forestille mig at jeg blir glad igen. Kan se I skriver det blir bedre, men tror ikke på det lige nu. Men denne blog hjælper mig med at blive lidt mere tilgivende overfor mig selv. Ok. Det er ok. Det er ok at jeg ingenting magter, at jeg mekanisk klarer hverdagen og får det til at fungere for børnene. At jeg ikke får styr på åndssvage detaljer som at få flyttet telefonen over i mit navn, får pakket de sidste kasser ud. "Tag dig sammen"er blevet mere ændret til, "det er ok". Men der er dage, hvor jeg ikke magter mere, hvor jeg ikke kan holde til mere. Savner børnene når de ikke er her. Samtidig ville jeg ikke kunne magte at have dem fuld tid.
Føler med jer derude. Man forstår det ikke før man står i det. En kæmpe livskrise. Går i terapi. Hjælper lidt. Men kun tiden kan hjælpe, tror jeg. Så må jeg bare holde ud så længe. Gøre hvad jeg kan. Tilgive mig selv for det jeg har gjort mod mine børn. Komme mig over mit valg. Lære at stå ved det.
Anne

Af Anne,   25-10-2014 10:34

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hej

Jeg har været gift næsten 15 år, for ca. 5 mnd siden forlod min kone mig uden og give nogen forklaring, hvorfor hun er gået fra mig. Vi har en datter sammen på 7 år. Hvores komunikation er kun via sms . Jeg er dypt i chorcog sorge hun vil ikke talle med mig, vi er også blevet skilt. Jeg er blevet taget med bukserne ned. Jeg føler hun har planlagt i lagt tid. jeg er meget sorget og ved ikke hvordan jeg skal komme over dette.

Af Jonas,   01-12-2014 14:11

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hejsa alle sammen!

Ledte faktisk efter en terapigruppe for skilte fædre med børn og følelser i klemme. Nogen der kan hjælpe med noget i Kbh?

Jeg blev forladt for ca. 2 måneder siden efter 6 års forhold og 2 års ægteskab. Vi har en dejlig søn på 1½ år sammen.
Det hele kom som et kæmpe chok for mig da hun en aften sagde at nu tog hun med min søn hjem til familien nogle dage og ville skilles. Jeg har aldrig været utro, aldrig været voldelig. Har altid givet hende alt.. Men jeg har arbejdet meget og det var åbenbart for meget for hende.
De sidste 1½ måned har været det rene kaos og nedsabling af mig og mine følelser. På spørgsmålet om der var en anden fyr, sagde hun nej hver gang. spurgte hende flere gange med samme svar. Dog fandt jeg ud af at der var en anden. Hun gik fra at forlade mig til at flytte ind hos ham efter 3 uger uden at kende ham ret godt. Dette gjorde hun med vores barn. Det var og er for mig total ødelæggende i mit hjerte at en anden mand allerede så tidligt skal tage min plads. Jeg er slet ikke klar til alle de ting på så kort tid. Min eks blev desuden meget vred og ville styre alt omkring vores søn. Jeg må ingenting vide om deres nye liv og om den nye fyr. Jeg ved meget meget få ting. Det er enormt hårdt som far at få revet sit barn væk på den måde uden at kunne gøre noget oveni alle de følelser man står tilbage med overfor en kvinde som man stadig elsker meget højt.

Vi har været i forvaltningen for at få lavet en samværsordning og den endte ud i at jeg har min søn hver anden weekend fra fredag eftermiddag frem til tirsdag morgen. Dvs en 10/4 ordning. Jeg gik ellers efter mere og vil stadig have min. 9/5 ordning med min søn. Det har jeg så fået lov til at forvaltningen kigger på til apirl/maj måned. kan slet ikke vente. Jeg ved min ekskones forældre har meget svært ved situationen. De var meget glade for mig. Vi bor i Kbh men havde planer om at flytte tilbage til Nordjylland hvor min ekskones familie bor. Vi var lige på kanten til at flytte da hun sprang fra. De må også være knust over at det ikke bliver til noget, tænker jeg.
Selv sidder jeg nu tilbage med en meget tom fornemmelse af at mit liv er gået i stå. Jeg har min egen butik sammen med en anden, men lige nu kan jeg intet. Jeg kan ikke fungere optimalt på jobbet og det er hårdt, når man skal lede andre. Jeg er meget dårlig til at være alene og har hele tiden brug for at snakke med andre om hvordan jeg har det. Jeg bor lige nu halvvejs ude hos nogle meget nære venner. Der kan jeg finde ro, hvilket jeg virkelig har brug for. Har meget svært ved at være hjemme i lejligheden. Væggene snakker nærmest til mig om fortiden hvor alt var godt og vi var lykkelige med vores lille søn.
Jeg tænker hele tiden, hvordan kunne hun? hvordan kunne hun forlade mig velvidende at hun splitter vores lille familie op så vores lille søn skal deles imellem far og mor uden de er sammen? bare fordi hun har fået et teenagecrush på en ny fyr (arbejdskollega), hvad bilder hun sig så ind at være så umoden og egoistisk at ødelægge alt for vores søn?
Jeg er lige nu i helvede og har svært ved at komme op. Jeg ved at lyset er derude, men lyset er meget meget langt væk lige nu. Jeg har brug for at forstå for at kunne accepetere, men det vil hun ikke give mig.
Hvordan kommer jeg videre?
kan nævne at det eneste positive ved hele skilsmissen har været, at jeg har tabt mig 20 kg.
Hilsen den meget triste alenefar

Af René,   29-12-2014 16:33

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hej triste alene far
Det er vildt hårdt at blive forladt på den måde, har selv oplevet noget ligende.
Men du gør det du kan nu. Du opholder dig der hvor du finder lidt ro og tryghed, kæmper for din ret til samvær med din søn, trods sorg og elendighed handler du, det er meget værd at holde fokus på. Der er lys forude, selvom man slet slet ikke tror på det, men du får det bedre. Der går tid med at have det vildt dårligt, men hvis du har gjort og sagt hvad du kan i den sag, så kan du ikke andet end lade tiden gå. Forkæl dig selv, lange gåture, osv. Trods alt godt du har arbejde, det fjerner lidt ens fokus på alt det elendige. Du blir glad igen.
Opmuntrende hilsner Tikki

Af Tikki,   02-01-2015 10:03

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hej Tikki
Læste lige dit indlæg fra i juli måned.
Det er præcis sådan jeg har det lige nu... og jeg kan ikke se lyset.. Jeg har mit arbejde men kan ikke fokusere og være den leder som der er brug for på jobbet.
Jeg ønsker ej heller at være sammen med en som ikke elsker mig, men føler bare heller ikke hun gav det en chance...
vores søn er kun 1½ år og det smadre mig indeni hver gang jeg aflevere ham..
hvor længe har du gået med din smerte? hvor lang tid siden er jeres brud?

Af René,   03-01-2015 14:50

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Jeg sidder også i suppedasen. Efter 27 år, er det slut. Efter flere år med hans utroskab har han åbenbart nu fundet en han må forlade mig for. Jeg har tidligere tilgivet og gerne ville bevare ægteskabet. Jeg kan sagtens se han har udnyttet den bevidsthed. Jeg har utallige gange spurgt og bedt ham erkende om han havde noget kørende ved siden af. Og hver gang har han benægtet. Lige til her i julen...jo og det var seriøst. Han forlod mig og hjemmet og jeg aner ikke hvor han er og hvordan vi kommer videre. Han vil overtage hjemmet det er det eneste jeg ved. Hvordan får vi delt? Hvordan bliver økonomien? Voksne børn er rasende. Jeg kan ikke se mig ud af noget som helst. Jeg ved vi MÅ skilles, nu kan jeg ikke længere tilgive og komme videre. Men nu samarbejder han ikke....han er simpelthen væk. Lige nu er jeg vred, såret, skuffet, forrådt, ked af det, usikker og alt andet. Illusionen brast ...drømmen om at redde alt røg......og her sidder jeg med kvalme og ondt i maven. Og kan slet ikke indse hvordan livet skal gå videre. Og indimellem tænker jeg også....det behøver det jo heller ikke. Men den tanke er også skræmmende!!!!!

Af Tulle,   03-01-2015 16:53

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Føler også jeg går I stykker. Hele mit system er brudt sammen. Kan ikke tage mig af barn og hjem. Tænker på at jeg ikke vil leve mere. Smerten er for stor...

Af Maja,   03-01-2015 18:53

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hej Maja!
Hvor gammelt er dit barn? Har det på samme måde som dig. det er svært at tage sig sammen til selv de mindste ting. Jeg søger trøst og ro hos mine nærmeste venner.
Tanken om livet har også strejfet mig men det er for skræmmende og ved jeg skal være der for min søn. Tænk på du har dit barn mest. Jeg kommer til at se mit barn i hver anden weekend... det er så svært at leve med.

Af René,   03-01-2015 20:52

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hej Rene
jeg flyttede i lejlighed 1/4-14. Inden da var der gået 1,5 år....med håb/tvivl/desperation/kamp.....for at bevare ægteskabet og især familie livet med 2 børn...for jeg blev ikke gift og børn for at blive skilt...jeg er meget familær.
Jeg føler jeg kæmpede alene, det var min ex der i julen 2012 måtte fortælle at han ikke var forelsket længere, derudover gjorde han INTET..Handlede ikke på den melding, jeg er nok kommet dertil at han formentlig ikke kunne, eller havde kæmpet..jeg kunne bare ikke mærke det...
Det der var aller mest hård var at jeg følte jeg flyttede fra mine piger og alt det jeg troede på....Bitterheden over at han ikke ville mig mere er så småt på retur, nu er det mere vreden over at han intet gjorde eller foreslog noget...hvis han så havde taget konsekvensen og flyttet...så havde jeg haft mere respekt for hans valg...det andet var for sløvt og fejt....synes jeg.
Så jeg har det bedre, vi har 7/7, det fungerer fint, pigerne har det godt og vi taler fint sammen. men savnet og længsel efter pigerne og familielivet vil altid være der.
Så du får det godt igen, det gør du, du skal igennem flere faser, og de første er de værste. men som jeg skrev, gør du hvad du kan lige nu, dit fokus luge nu er at gøre det så godt for dig selv som du kan føle dig til...Er det at være hos venner som lytter og giver tryghed, (når ikke du har din søn hos dig).så er det sådan det er i en periode...du er i krise...og det tager tid. Hold endelig fast i dit arbejde, men erkend at du ikke kan arbejde på fuld blus i en periode, selv en god og dygtig leder har brug for lidt pauser, ta en enkelt eller 2 fridage indimellem og lade dig forkæle lidt...Håber du kan bruge lidt af det....Men du får det bedre igen, du bliver glad og forelsket igen....tro mig (har dog ikke selv været forelsket igen endnu, men satser på det )....:)
Knus Tikki

Af Tikkk,   04-01-2015 09:22

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Vil i læse mit indlæg ovenfor...tak...hjælp og gode råd søges...knus

Af Tulle,   04-01-2015 11:44

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hej igen Tikki
Min eks tog så konsekvensen med det samme og alt for voldsomt...
Hvem flytter ind med sit barn hos en fyr man ikke selv har lært at kende rigtigt endnu?
Den har jeg meget svært ved at sluge.
Jeg føler mig magtesløs, men vil kæmpe alt jeg kan for min søn..
Jeg glæder mig til, at jeg en dag kan føle mig glad igen... men vejen er lang for at nå dertil...
Og ja så er det lige det der med at finde en ny partner.. som også skal kunne med ens barn... puha der er meget der skal falde på plads endnu :0(

Af René,   04-01-2015 23:57

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Til Rene
Du blir glad igen, det er ok at være bitter, ked, vred, skuffet og meget mere i en periode...Men livet er for kort tim bitterhed, så en dag er du også klar til at tilgive hende....Og husk...du vil altid være far for din søn...en fordel...når nu det skal være sådan er at han ikke er så gammel endnu...og dermed ingen minder om jeres brud.
Vil man tosomheden igen, finder man den også...
Og husk.....What dosen't kill you....makes you stronger...
Held og lykke til dig på den nye vej
knus fra Tikki

Af Tikki,   06-01-2015 21:57

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kan man bruge alle disse indlæg, om sorg i forbindelse med at blive forladt. Jeg bliver helt forskrækket, når jeg læser om folk der efter flere år, stadigvæk er vrede, bitre eller kede af det.

Har selv fået nyheden serveret efter 34 år, at der findes en anden derude, som kan få hans følelser i kog, på en anden måde en jeg kan.
Har haft fornemmelsen gennem flere måneder, så det var egentlig befriende at få det af vide. :(
Når det er sagt, så er jeg vældig overrasket over min egen reaktion - Tuder dagen lang, kan slet ikke spise (har tabt 3 kg. på 5 dage), er bitter og skuffet - samtidig er jeg lettet, da jeg gennem de sidste par år har været irriteret over hans manglende lyst til at lave noget, sammen med mig.
Håber at den mismodhed jeg føler, kun er en midlertidig epoke, og jeg er i stand til at kommer videre med mit liv.
Den lidt triste

Af Tina,   14-03-2015 20:01

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære alle jer, der har skrevet på denne tråd.

Tak fordi I deler jeres inderste følelser af både vrede, fortvivlelse, ensomhed og sorg over den opbrudte familie. Jeg bliver dybt berørt over at læse jeres ord og kan se på flere af indlæggene, at I har det på samme måde.

Det gør mig glad og bringer håb at læse, flere af jer oplever lettelse - midt i krisen - ved at læse ned gennem denne lange tråd af indlæg at spejle sig i gennem flere år.

Med ønsket om det bedste for jer alle

Kærlig hilsen

Anna

Af Anna Prip,   23-03-2015 15:47

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Sorg efter skilsmisse , jo tak er midt i det , jeg er efter næsten 30 års ægteskab blevet forladt , og det er den hårdest situation jeg nogensinde har været i , i mit liv
min ex og jeg mødtes som ganske unge mennesker vi var 19 og 21 år og vi flyttede hurtigt sammen og godt 3 år efter fik vi vores første søn og giftede os i de følgende 6 år købte vi hus og fik yderlige 2 sønner
det blev ret snart hverdag og min ex havde fået dårlige knæ og kunne efterhånden ikke arbejde mere og fik til sidst en mindre pension , jeg selv blev mere og mere engageret på arbejdsmarkedet og årenes løb efterudadnede jeg mig og opnåede efterhånden en leder-stilling som jeg har bestridt i 15 år
for mig ud fra den erkendelse at det var nødvendigt at skaffe til hus , børn og hjem arbejde jeg meget også for at sørge for at min familie ikke manglede noget , så begyndte det efterhånden taknage i ægteskabet , min ex begyndte at klage over flere ting , først og fremmet at hun var ensom , det kunne jeg sagtens forstå , for jeg var jo træt når jeg kom hjem fra arbejde og foreslog forskellige tiltag som kurser indkøbsture , foredrag og mange andre ting så hun også fik indhold i tilværelsen , vi indkøbte en Scooter , så hun kunne komme rundt , når hun havde lyst til det , jo jeg kunne sagtens forstå hendes klage , men jeg var jo i et hårdt dilemma jeg skulle sørge for at dække de omk. der var på hus Bl.a som vi havde investeret i , i enighed og jeg måtte tænke på vores 3 børn havde hvad de skulle bruge , det gjorde hun selvfølgelig også , men hun tabte efterhånden følingen med arbejdsmarkedet og hvor dyrt alting er og hvor tvingende nødvendigt det var at have en stabil indtægt , særlig når man nu er ved at komme op i årene , jeg er efterhånden 54 år
jeg ved da godt at penge ikke er alt , naturligvis , men de er jo adgangen til meget bl.a de ferier hun også gerne ville på , når vi var på ferie efterhånden 2 og nogen gange 3 gange årligt , særligt de sidste 4 år af vores ægteskab , ja så blev alt gjort for at glæde hende , og ja jeg prøvede at skære ned på min arb.tid , men det er svært når man sidder i en lederstilling ,
hun mente så at jeg kunne søge en anden og ikke lederstilling , hvilket ville have fået meget alvorlige økonomiske konsekvenser for os , hvad jeg forklarede stille og roligt ,
efterhånden kom også jalousi og mistanke op i hende hvilket rystede mig noget , , men jeg fortolkede det sådan at hun var i krise og så måtte jeg som partner støtte hende , hvilket eg også gjorde så godt jeg kunne
pludselig så for 7 måneder siden da jeg en fredag kom hjem fra arbejde , kiggede hun koldt på mig og sagde jeg føler ikke noget for dig mere jeg vil skilles , , jeg var meget chokeret , jeg holdt jo stadig meget af hende , der gik så 6 måneder hvor vi boede under samme tag , mens hun søgte lejlighed , det har været en meget ulykkelig tid , ,
så endelig for 3 uger siden flyttede hun endelig , skilsmissen var på plads , den økonomiske fordeling var vi enige om og vores børn er heldigvis voksne , , men kun 3 uger efter fraflytning fortæller mine sønner mig at hun allerede dater med en anden , ,
så udover den enorme sorg og ensomhed så også dette ,
jeg spurgte er det alt hvad 32 års loyalitet , trofasthed , troskab , udholdenhed og kamp var værd , er meget tæt på at føle mig meget bitter , jeg synes jeg kæmpede og sled for hende og vores hjem og familie , for så bare til sidst , at blive kasseret som en bunke gammelt møg ??? ja det gør enormt ondt , men har allerede taget den beslutning at der er ikke fortryelsesret , det er over , men jeg forstår det bare ikke , ?
der er altid problemer i et parforhold og ingen er fejlfri ,
jeg havde nok mere forstået ønsket om skilsmisse hvis der havde været tale om , utroskab , vold , misbrug af stoffer eller alkohol , eller jeg ikke havde taget mig af hjem og børn og den slags klassike ting , ?+
, ja så her 3 uger efter hendes fraflytning , dater hun allerede med en anden og jeg sidder her alene , men en enorm sorg , ensomhed , og er undelig trist og ulykkelig ,
mine børn har sagt til mig at jeg skal passe på ikke at blive bitter og selvfølgelig har de ret ,
jeg ved godt jeg skal videre , men det er uendelig hårdt og svært at sige farvel til næsten 33 år , hvor lang tid det tager ? det ved jeg ikke , men hvor ville jeg ønske at det snart kan lykkes mig at komme videre ud mod tunnelåbningen for det her er uendelig smertefulgt .
så jo jeg forstår til fulde den sorg og smerte mange giver udtryk for her ,
jeg selv kæmper af al kraft for at komme ud på den anden side , det er meget hårdt , men jeg vil ikke være bitter heller ikke på min ex selvom det er svært .
nu er det snart ved at gå mod sommer jeg håber at jeg finder noget positivt der at glæde mig og det samme håber jeg for jer
god sommer

Af Robert,   01-04-2015 16:22

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Robert
Ja gu er det svært og man er langt nede - Alt minder om osv. En god kollega sagde til mig "Du kan kun tage ansvar for din egne beslutninger, altså kan du ikke tage ansvar for den anden parts valg" - Tænk over dette, og så er jeg sikker på at du finder lyset for enden af tunnelen. Hvert valg du foretager fra nu af kan du tage ansvar for. :)

Hilsen Tina (Er selv midt i det)

Af Tina,   01-04-2015 18:41

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Min kæreste gennem 12½ år har været mig utro med en gift kvinde, til hvis bryllup han spillede som DJ i sommeren 2014. Bliver det mere sørgeligt...???

Det kan godt være, at vores forhold ikke havde kørt optimalt i lang tid, men ingen af os har talt ud om problemerne eller arbejdet på at få vores forhold til at køre - altså givet det en chance.
Vi har en SKØN datter på 8 år og hun har taget det hele pænt, så længe hun bare får lov at være hos sin mor :o)

Da opdagede hans utroskab på en ufin måde ved at kunne læse hans mails, men den dårlige samvittighed over det, kom jeg mig hurtigt over, da jeg så at der var gevinst og at ham og (kan ikke udtale hendes navn) så lad os kalde hende "Nasty" :o) havde mailet sammen om sangtekster og lovet ting og sager ved rigtigt svar.

ALT vendte sig i mig, og jeg røg ned med flaget.

Jeg gav ham en mulighed for selv at indrømme svigtet, men det var han for vattet til. Så han prøvede at komme udenom ved at bilde mig ind, at han var nød til at komme videre alene for at se sig selv i spejlet...*brækker mig*.

4-5 dage efter konfronterede jeg ham med min viden og han krøb halvvejs til kors og indrømmede en del af det. Han fortalte at hun også ville bekende kulør overfor sin mand og at hende og ham ikke skulle se hinanden mere.

LØGN, LØGN, LØGN. Han fortsætter sine løgne og nu hvor vi ikke længere er kærester kunne jeg jo så være ligeglad - men det er jeg ikke!!!

Jeg HADER og AFSKYR hende og kan ikke med ord fortælle hvor meget ondt jeg ønsker hende. Ved godt at han også har sin del af skylden, men han er min fortid og far til mit barn og jeg holder stadig uendelig meget af ham.

Selvom han bilder mig ind, at hun intet har med hans beslutning at gøre, så var det jo først da jeg gik ham på klingen, at han krøb til korset, og jeg VED at det er pga. hans flirt med hende, at han har tænkt, at NU måtte han tage en beslutning og komme ud af det med mig.

Han har købt lejlighed pr. 1. maj og skal kun se vores datter 10 dage om måneden - en ugentlig dag og hver anden uge fra torsdag til mandag morgen.

Jeg har bestemt mig for, at jeg ALDRIG skal se "Nasty" for mine øjne og han siger jo også, at de ikke ser hinanden mere, men det tvivler jeg på.
Jeg ved at hun stadig er sammen med manden og deltager i familie ting, og jeg væmmes ved det, hver gang jeg ser det....

Det var rart at få luft og jeg håber ikke jeg en anden gang skal støde på et så sørgeligt menneske som hende, og jeg er bare SÅ ked af at hun nåede at slå kløerne i min kæreste før han og jeg kunne nå at reparere vores forhold.

Af Pigen fra Ishøj,   22-04-2015 12:15

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Der er mange kvinder der skriver her så nu vil jeg som mand komme med min fortælling.

Jeg havde været sammen med den samme kvinde i 10 år, gift de 5, vi fik 2010 den mest vidunderlige datter sammen. Jeg fandt så for 6 måneders siden en som jeg begyndte at se lidt, ikke sexuelt, men fordi vi lidt var i samme sutiation at vi følte vores ægteskaber ikke var det vi ønskede. Det udviklede sig til noget helt andet end vi havde troet, nemlig kærlighed så stor vi begge 100 % ærligt kan sige at DET var ikke prøvet før, problemet var jo så at forlade vores ægtefæller og finde ud af at flette vores familier sammen, jeg er fra Vordingborg og hun bor i Horsens med 2 børn men handicap så skulle hun flytte var det at søge ALT hjælp en gang til og den kamp magtede vi ikke lige, så jeg har valgt at flytte til Jylland for første gang i mit liv at forlade min hjemby hvor jeg har boet i 43 år. Jeg bor p.t. i Vejle hos en kammerat og besøger dem tit i Horsens, og vi arbejder virkelig på at finde rummet til jeg kan flytte ind her hen over sommeren. Mit største problem er 2, jeg føler mig SÅ fremmed og kender max 3 mennesker her som jeg kan snakke med det her om, og det værste, jeg savner mit barn SÅ enormt, hun har besøgt mig hver 14 dag i 3 dage og det har været helt fantastisk, men jeg er en følsom sjæl og vi skaber minder hende og jeg, minder i en ny del af landet som gør jeg nu snart ikke kan gå nogle steder uden de minder dukker op, og jeg lider som en gal og kommer sku tit til at græde. Og jeg aner simpelthen ikke hvordan jeg skal slippe det savn ? Jeg har fundet en kvinde som er sindssyg forstående men hold op jeg kan få dårlig samvittighed over jeg de første 4 dage efter en weekend med mit barn går rundt og huler i flæng, en uge hvor jeg er okay, så kommer hun på besøg igen og så starter det bare forfra, hvordan kommer jeg videre ? Hvordan slipper jeg at det påvirker vores lille ny familie på den måde, hvordan dropper jeg sorgen over at mangle mit barn i hverdagen ? Synes det er svært at sidde og tænke, ja hver dag i 5 år så jeg hende, var der for hende.... For hvad, jeg at jeg bare skrider fordi jeg vil være lykkelig ? Gør det ikke bare mig til verdens dårligste far ?

Dette indlæg er faktisk skrevet for at søge hjælp fra nogen som måske har oplevet noget lignende

Mvh Mikael

Af Mikaelfalk,   27-05-2015 11:25

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Jeg håber med mit indlæg at kunne læse det igen om nogle år, og se hvordan jeg har det lige nu, og at jeg er kommet igennem det!!!!
Min kæreste faren til vores fællesbarn på nu 8 mdr har valgt os fra , jeg fandt selv ud af hans utroskab ved at der var nogle ting der ikke stemte med nogle møder han var til, han indrømmer halvt og det ikke var noget af betydning, 14 dage senere finder jeg ud af at han stadig ser hende og hun er 15 år yngre end ham og jeg hader hader hader dem begge to for at have gjort det mod mig og min familie. Hele mit liv er sort sort sort jeg føler det som at være ved at dø langsomt, hver dag står jeg op og fungerer kun lige knapt, har fundet en lejlighed og skal flytte om en uge sammen med mine børn! Jeg eksistere knapt mit liv er kaos og jeg har tabt 10 kg føler det var nemmere hvis jeg var død, for sorgen over at han på den måde svigtede mig og vores lille datter er næsten ikke til at bære. Jeg føler mig så uendelig lille magtesløs og hjertesorgen over at miste ham som jeg stolede på allermest, sorgen over min mistede kærlighed alt det jeg havde / jeg tror aldrig at jeg kommer mig over det/ der er så uendeligt langt til glæden over livet. Græder og græder til jeg ikke kan mere, hver dag er en kamp for at komme ud af sengen! Gid det snart bliver bedre-

Af Misse,   21-06-2015 13:41

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære alle
Hvordan har I det nu. Hvordan kom I videre?
Nu er det min tur til at fortælle om min skilsmisse, for nu er jeg også en del af gruppen.
Min kæreste har forladt mig, uden mulighed for andet, end at skilles. Det er nu 4 måneder siden, og jeg er så ked det. Ensom og forladt. Uden personlighed og energi. Jeg ville ønske af hele mit hjerte, at alt var anderledes. At dele børn, hus og flytte ud. Et mareridt jeg ikke kan vågne fra.
Hvordan er I kommet videre.
Kh. Anna

Af Anna,   02-08-2015 13:59

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Blev skilt fra mit livs kærlighed for 2 år siden. Ønskede ikke at blive skilt, men kunne ikke løse vores krise, en krise udløst af et handicappet barn, min eks der ikke længere kunne arbejde, jeg selv der mistede min far, som var min sidste "familie", hvilket udløste en svær depression.
Har været åben over for min eks om at mit største ønske var vi kunne finde sammen igen. De sidste 2 år har været seje og i perioder har jeg holdt afstand fordi det gjorde alt for ondt at se ham.
Siden nytår har vi set hinanden og kunnet tale om alt. Jeg håbede endnu en gang at vi ville finde hinanden. Midt i maj fortæller han så at han har mødt en ny. Jeg bliver helt knust, tager så mange piller, at jeg ikke burde være her i dag. Da jeg alligevel vågner, er det med en beslutning om at jeg vil kæmpe og kaster al stolthed over bor, fortæller både min eks og den nye, at hun IKKE får min familie!!! Min eks gør det forbi med hende og vælger at hjælpe mig. Vi har daglig kontakt, holdt ferie sammen, taler om de svære ting, om fælles interesser og har haft sex..... Nyder det efter 3 års cølibat 😉
Samtidig kan jeg mærke han ikke tør 100%...... Har gjort op med mig selv at jeg ikke vil miste ham som ven igen, men min krop skriger på mere..... Kan vi mon starte på en frisk? Er der nogen der har lignende erfaringer?
Pu ha en lang smøre, men lettede lidt at skrive min historie 😊

Af Fortrudt ,   07-08-2015 12:59

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hvor bliver jeg bange når jeg læser hvor længe nogen af jeg har haft det sådan efter et brud , jeg blev forladt for 5 mdr siden af min store kærlighed , bedste ven vi var sammen ca 6 år og var tæt forbundet jeg kan slet ikke se mig ud af det her og det hele er så unfear , tanker der flyver rundt dag og nat , joulxi og bitterhed afmagt , bliver livet bedre igen kommer jeg til at stole på nogen igen og tøre jeg give slip

Af Sara,   07-08-2015 17:00

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hun flytter efter 21 år sammen. Sorgen er den værste for mig, er bange for at trække for meget på familien og venner. Men jeg ved at jeg kommer ud på den anden side igen, men hvor er det svært i denne tid. Lige nu er jeg nød til at tænke på alt det dårlige vi havde sammen, og sige til mig selv det slipper du for nu. Alle siger til mig at jeg har været alt for god mod hende. Fuldtid på job, hjem og lave alt det huslige, så hun kunne bruge sin fritid på sin interesser. Er pt meget skuffet.

Af jam,   13-08-2015 13:30

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Nu 18 måneder efter vi blev skilt. Han smed bomben en lørdag, en uge efter kobberbryllupet, vi havde holdt. Han vil skilles, der var ikke noget at snakke om, det var bare ud. Ingen forklaring, ingenting.
Mandag kom ejendomsmægler, jeg fattede ikke en meter, jeg var i chok.
20 år har vi delt på godt og ondt, var lige blevet bedsteforældre, færdig renoveret vores hus som vi havde boet i, i 16 år. Ved første fremvisning blev det solgt. Jeg følte jeg mistede alt på rekordtid og fattede ikke noget som helst. Jeg fandt ud af han havde fundet en anden. Og derfor kunne det ikke gå hurtig nok. Men mentalt kom jeg og vores voksne børn aldrig med. Vi har nu begge nye boliger. Men en kolossal omvæltning, som har været mega hård og smertefuld, for os alle.
Det er stadig hårdt til tider. Vi taler stadig ikke sammen, og det er en sorg i sig selv da jeg aldrig har fået en forklaring eller andet. han lever som om ingenting er hændt og venter på at hans kærlighed forlader sin mand. Bodelingen er endnu ikke færdig. Kan ikke komme videre. Og fatter stadig ikke hvad der skete. Tager 1 dag af gangen, nyder min bedstedag med barnebarnet, samværet mine børn, svigerbørn, kollegaer.. Gør det der er godt for mig, og mærker det bliver bedre og bedre. Tager 1 dag af gangen. Pøj pøj til jer alle.

Af Svesken ,   14-08-2015 20:44

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hej Jeg ved ikke rigtig, hvordan man starter takke denne mand for, hvad han har gjort for mig og min familie. mit navn er Hilda, min mand hedder Salomon, fik vi begge gift i 2012, livet var så glad efter vores gifte, langs linjen i 2014, fik min mand anholdt for noget han ikke noget om, vi bruger alt, hvad vi har til tilfælde at bringe min mand ud, i den udstrækning, vi blev hjemløse. den 20. september 2014 blev min mand idømt 10 års fængsel, jeg græder gennem alle mine dage, og mit liv blev miens op i min familie.
en dag en af ​​mine gamle venner kalder mig for at sige hej til mig i over tre år, gennem samtalen hun mærke til, at jeg ikke er den samme person, hun bruger til at nej, hun spørger, hvad er problemet, jeg fortalte hende mit liv er blevet en latter til offentligheden i over et år nu, jeg forklare hende, hvad jeg har at blive gå igennem.
hun fortalte mig ikke at bekymre dig, at hun har nogen, der kan hjælpe med at bringe ud min mand til problemet, fortalte hun mig det åndelige menneske har hjælpe hendes ven også at genoprette sit ægteskab tilbage, når hun og hendes mand bremse op.
min bror og søstre, der var, hvordan jeg rejser til betød min ven til bedre hvordan og hvordan vil jeg se det åndelige menneske forklare mig.
hun fortalte mig alt, hvad vi skal gøre for at kalde hende ven sende mand detaljerne til os, straks hun sende os manden telefonnummer og hans email adresse, samme dag, kontakter vi manden og forklare alt til ham gennem hans e-mail, han svar og fortalte mig ikke bekymre dig, at alt vil være i orden, men han fortalte mig, at det eneste er arbejdet kommer til at koste mig nogle penge til at købe alle de kræver ting vi havde brug for det arbejde, der var 19 Dec 2015, jeg giver alt han fortalte mig at sørge for ham, og han begynder arbejdet og fortalte mig, hvad også skal gøres, den 5. januar 2016 min ringe til mig og fortalte mig, at de har flytte ham og hans sag fil fra hvor han er til et andet sted Jeg fortalte ham at bekymre alt vil være fint, jeg kalder far og forklare ham, hvad min mand sagde, at han svare mig og fortælle mig, at min mand vil være tilbage snart hjem. på 9. min mand ringe igen og sagde, at jugd i det nye sted har nægte at håndtere sin sag, og jugd sagde han aldrig kan håndtere en sag, der har at blive opsagt i over en måned siden, hvorfor skulle de bringe sagen for hans kontor. det er, hvordan de sætter min mand fri uden at vide det, vi er så glade for lige nu sammen, jeg ønsker alle at hjælpe mig takke denne vidunderlige far indkaldelse drokojie for, hvad han har gjort for mig og min familie. dette er det eneste, jeg kan bruge til at smerte ham tilbage.
venligst Hvis du har brug for hjælp fra, kan du også kontakte ham via hans private e-mail, drokojiehealinghome@gmail.com. tak.

Af glæde,   19-01-2016 04:31

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Min mand har efter 22 års samliv været utro med en mand. Jeg er helt forvirret. Vi skal skilles da min tillid til ham er helt væk, han har i løbet af de sidste tre måneder besøgt en swingerklub 7 gange, og har her været sammen med mænd. Jeg kan ikke leve med det og jeg kan ikke have et sexuelt forhold til ham. Tænk at vælge at ødelægge en familie pga. Sex, hvorfor er sex så overdrevet vigtig for mænd. Jeg elsker også sex, men ville aldrig prioriterer sex over min familie og børns velvære...

Af Line,   01-03-2016 13:15

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Hvad stiller man op min mand gennem 36 år vil skilles Jeg vil ikke er knust, vred, bitter,græder kan ingenting føler mig total værdiløs og ikke elskelig. Opfører mig elendigt skælder ud og anklager , kræver, ønsker , håber. Vil ikke acceptere det. Har kendt ham i 43 år. Føler mig for gammel til at blive skilt. Magter ikke livet og kan ikke se noget lyspunkt.

Af Kiss,   28-04-2016 08:03

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Py ha den værste tråd at læse og så alligevel befriende at læse at jeg ikke er alene om alle disse føkelser. Efter 10 års samliv og 5 års ægteskab har min kone meddelt mig at hun ikke elsker mig mere og vil skilles. Jeg kan og vil ikke forstå det. Vi har sammen 2 små børn og jeg er af den overbevisning at man er nød til at kæmpe. Alle sejl skal sættes og syntes vi skal søge hjælp, men Det et hun totalt afvisende overfor. Det er for sent siger hun... Jeg græder og græder og kan ikke finde mening med livet, bortset fra at jeg ved jeg skal være der for mine børn. Men føler hele min identitet er forsvundet, føler mig som tilskuer til mit eget liv. Alle beslutninger er truffet og jeg kan intet stille op. Huset skal sælges, alle ting skal deles og det mest forfærdelig er at børnene ikke skal være sammen med deres forældre. Det er bare ikke fair. Jeg har tigget og bedt hende om at blive men hun er fast besluttet.. Hun har også haft en affære, og alligevel vil jeg gøre alt for at hun vil blive, og vi sammen kunne få vores liv igen og genskabe kærligheden til hinanden. Jeg er så bange for at miste mig selv, jeg har det radselsfult. Jeg vil ikke gi op! Og håber stadig, men troen er efterhånden meget lille.

Af Janni,   02-06-2016 23:56

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Alle takket være den store dr matula der hjalp mig med at genoprette glæde i mit ægteskab igen, jeg tror, ​​jeg har mistet det, indtil en ven instrueret mig til denne store mand Dr. matula, han er faktisk en meget stor mand, jeg mistede min mand til en ukendt kvinde for seks måneder var jeg blevet smidt ud af mit ægteskabelige hjem sammen med mine 2kids og ingen var i stand til at hjælpe mig og mine børn, jeg gik til min mor in-law at klage over min mand holdning og min største chok var jeg skændtes med min mand mennesker og også smidt ud, åh jeg udslettet og tørrede ingen hjælp kommer, så jeg er nødt til at opfylde en ven Mirabel der indkvarteret mig og mine børn og introducerede mig til denne store mand Dr. matula hvem jeg kontaktet, og han fortalte mig at ikke bekymre dig, at dette er løsningen jorden på mit problem, så jeg greb ordet med mod og tro, han gjorde, hvad han havde at gøre inden for 4 dage min mand kaldte mig på telefon spørger mig, at hvor er vi, at han har været på udkig efter os overalt, at vi skulle du komme hjem også min svigermor ringede og sagde hvor er vi, at min mand har ledt overalt for os, at vi skulle gå hjem igen, wow det er glæde, jeg var fuld af tårer og ikke ved hvad de skal sige, denne store mand Dr. matula er faktisk en overlegen oh tak til ham igen, jeg elsker ham, du kan nå ham på hans email drmatulatemple@gmail.com eller drmatulatemple@yahoo.com.for mere info dette er min celle nummer +13129674509 jeg lover at dele vidnesbyrd til verden for altid.

Af Ella,   11-08-2016 09:06

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Pyha sikke mange indlæg. Nogle er blevet forladt og andre forlod. Jeg er desværre den der forlod. Ens for os alle er, at vi sørger på hver vores måde. Jeg tog beslutningen i oktober. Han var sønderknust og det samme var mine to piger, to som jeg havde lovet, at jeg altid skulle være trygge. Hvad skete der? Vi mødte hinanden for 14 år siden og har altid haft det godt sammen. Harmoni, tryghed, sjov, glæde, ærlighed, stabilitet, respekt er nøgleordene for vores liv sammen. Men pludselig følte jeg ikke at jeg kunne være alene i mit hjem og begyndte at tage fridage, når jeg vidste at min mand ikke var hjemme for at få lidt tid alene. Jeg tænkte ikke på det for det gav mig overskud. Sådan trak jeg mig langsomt, fik nye interesser og begyndte at se mere liv i mit liv. Samtidig skete det der ikke måtte ske. Jeg blev forelsket i en anden mand. Han det samme i jeg. Vi snakkede om hvordan vi havde det med hinanden men vidste begge, at de følelser skulle gemmes væk. Min mand mærkede det på mig. Jeg sov ikke, tabte mig. I takt med at jeg trak mig blev min mand selvfølgelig mandsopdækkede. Jeg fortalte ham at jeg var forelsket i en anden mand. Fra den da blev det et helvede. Jeg var ikke utro men hvad er værst? Vi prøvede og begge I et halvt år, men vi vat ved at blive ødelagt. Til sidst blev jeg bange for ham. Ikke for at han skulle slå men det psykiske pres. Han var såret. Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg skulle bare væk. Vi boede under samme tag i 4 mdr og det var som et fængsel, alle led og allerværst mine to perler. Vi flyttede i februar og det var dejligt. En hård og opslidende skilsmisse med dyre advokatbesøg og ingen kommunikation. Min mission var på det tidspunkt at få ro i mit hoved, så jeg kunne sørge for mine piger. Der gik 3 måneder hvor jeg mærkede friheden og roen og pigerne begyndte at trives. Mit liv var igang. Men så kom sorgen indover mig i løbet af sommeren. Hvad har jeg gjort? Hvorfor har jeg ikke kæmpet mere, hvorfor gav jeg op, mine børn har to hjem, hvad bilder jeg mig ind. Ser alt det smukke vi havde. Han har fundet en ny stor kærlighed og er klar til at flytte i hus. Er jeg jaloux? Jeg ved det ikke. Der er gode dage og der er dårlige dage men tvivl og skyld har invaderet mig. Mange tro, at vi der forlader ikke sørger...... Men det gør vi.
Held og lykke derude.

Af Fisken,   26-09-2016 08:56

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Overlever man?

Min mand, som jeg har været sammen med i næsten 34 år, kasserede mig, vores ægteskab, vores samliv, alt det fine, vi har bygget op og skabt sammen, i februar.
Vi har tre voksne sønner, alle muligheder for at leve et spændende liv sammen med rejser og hvad man nu ellers kan forestille sig af bonus, når man er nået til den fase af sit liv.
Alligevel valgte han at forlade mig "Jeg elsker dig ikke", sagde han - tidligere har han sagt "jeg holder meget af dig, men jeg elsker dig ikke", og jeg tænkte, at han blandede forelskelse sammen med "at elske".
Og jeg ligger her, 10 måneder efter, totalt i spåner.
Jeg er stadig helt uforstående over, hvorfor han, som i vore unge år sagde "Jeg vil gerne skabe en perfekt familie", kan finde på at smadre sin familie og mig.
Vi kommunikerer kun pr. mail, vi har ikke set hinanden siden marts.
Næsten lige så snart han var gået fra mig, begyndte han at date, han har set/ ser en anden, men det er vist en meget normal måde for mænd at håndtere en sådan situation?
Vi er ikke skilt endnu.

Jeg har det fuldstændig som Kiss lidt højere oppe, føler mig totalt værdiløs, som en fuldstændig fiasko. Uelskelig. Jeg står i en absolut uønsket situation, som jeg intet kan gøre ved.
Psykolog, psykiater, min søster, mine veninder, mine sønner, endda også mine kolleger - alle mulige støtter mig og siger, jeg nok skal komme igennem "det", men det meste af tiden har jeg ikke lyst til at leve, smerten er for stor.

Af Løven,   13-12-2016 10:30

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Løven - jeg har lyst til at dele med dig, at jeg kender den sorte smerte, du også er i. Da jeg læste dit indlæg, mærkede jeg en lille bitte trøst, et lille glimt af fællesskab med et andet menneske, der ser ud til at gå igennem noget, der ligner min egen proces, så jeg håber, du også kan finde trøst i min historie og mine refleksioner. Det er nu to et halvt år siden, min mand gennem 24 år forlod mig med dags varsel for en anden kvinde. Hun er jævnaldrende med mig, så det var ikke ungdom, der trak i ham. De havde mødt hinanden i nattelivet et års tid forinden, fortalte han. Inden han og jeg blev par, havde vi kendt hinanden i 8 år som venner, så det er ikke kun et ægteskab, jeg har mistet, men i høj grad et venskab. Sammen har vi to voksne sønner, og det er simpelt hen så svært og smertefuldt for både dem og mig at håndtere sorgen og de mange tabuer, der følger af den. Jeg frygter for mit vedkommende at "tale dårligt om" deres far og tier derfor helt stille om de forskellige grunde til, at jeg nu - for at passe på mig selv - må holde total afstand til ham. Modsat frygter mine sønner at gøre mig ked af det, hvis de fortæller noget om ham og den del af deres liv, der involverer ham. Samme dilemma har de formentlig, når de er sammen med ham og den nye dame, for da er situationen jo heller ikke ligefrem til muntre og kærlige beretninger om mig, deres mor, og deres oplevelser med mig. Alt det, som ellers er naturligt indeholdt i de kontinuerlige livssamtaler, vi fører med vores nærmeste om, hvad der nu lige fylder i vores liv af godt og mindre godt.
Som du har jeg fået professionel hjælp. Fx har jeg kunnet få psykologhjælp, fordi min far blev syg og døde, et par måneder efter jeg blev alene. Psykologsamtalerne har bestemt været givende, og jeg er på mange måder blevet hjulpet af både dem, sjælesorg hos en præst og samtaler med mange forskellige kvinder, jeg har opsøgt, fordi de tilsyneladende selv er kommet godt igennem noget lignende. Dertil har jeg læst rigtig mange bøger om sorg, traumebearbejdning, tilgivelse og personlig vækst, Så jeg er temmelig klar over, hvad jeg skal gøre, og især hvad jeg ikke skal gøre for at "komme videre".
For eksempel kender jeg så godt den enorme vrede, som flere indlæg på tråden vidner om, hvor man også falder for fristelsen til at bruge grovheder om den nye donna, der blandede sig i ens ægteskab. Og jeg fylder selv min dagbog med lignende shitspande, men når jeg genkender dem her, sort på hvidt, blot med et andet menneskes ord, bliver det så alt for tydeligt, at det KUN genererer mere smerte for en selv at sidde fast i de tankebaner. Vreden kan og skal man ikke fortrænge, tror jeg, men man kan vælge at hæve sig over at give den et udtryk, der rammer tilbage på en selv.
Men som du har jeg oplevet, at hele denne psykologiske og selvdisciplinerende indsats slet, slet ikke har kunnet forhindre følelsen af meningsløshed og dyb, dyb ensomhed og uoverstigelig sorg. Den bor i mig nu på tredje år, og giver mig en meget stor tvivl, om jeg nogensinde bliver glad igen. Jeg kan sagtens være glad i glimt, men aldrig længere sådan af hjertet jublende glad, fyldt med lyst til livet og energi til at klø på.
Om noget er svært for min eksmand, ved jeg ikke, for han har sammen med sin nye dame kastet sig ud i at leve livet for fuld skrue med køb af sommerhus, fester og ferier med hans og min gamle fælles omgangskreds, som jeg i ret stor udstrækning er trængt ud af. De gamle "fælles venner" inviterer stadig pligtskyldigt os begge, men for mig gør det så ondt og er så rystende at skulle møde min ex med sin nye under armen, at jeg konsekvent har meldt afbud.

Af Vandmanden,   19-12-2016 19:14

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære Løven - jeg har lyst til at dele med dig, at jeg kender den sorte smerte, du også er i. Da jeg læste dit indlæg, mærkede jeg en lille bitte trøst, et lille glimt af fællesskab med et andet menneske, der ser ud til at gå igennem noget, der ligner min egen proces, så jeg håber, du også kan finde trøst i min historie og mine refleksioner. Det er nu to et halvt år siden, min mand gennem 24 år forlod mig med dags varsel for en anden kvinde. Hun er jævnaldrende med mig, så det var ikke ungdom, der trak i ham. De havde mødt hinanden i nattelivet et års tid forinden, fortalte han. Inden han og jeg blev par, havde vi kendt hinanden i 8 år som venner, så det er ikke kun et ægteskab, jeg har mistet, men i høj grad et venskab. Sammen har vi to voksne sønner, og det er simpelt hen så svært og smertefuldt for både dem og mig at håndtere sorgen og de mange tabuer, der følger af den. Jeg frygter for mit vedkommende at "tale dårligt om" deres far og tier derfor helt stille om de forskellige grunde til, at jeg nu - for at passe på mig selv - må holde total afstand til ham. Modsat frygter mine sønner at gøre mig ked af det, hvis de fortæller noget om ham og den del af deres liv, der involverer ham. Samme dilemma har de formentlig, når de er sammen med ham og den nye dame, for da er situationen jo heller ikke ligefrem til muntre og kærlige beretninger om mig, deres mor, og deres oplevelser med mig. Alt det, som ellers er naturligt indeholdt i de kontinuerlige livssamtaler, vi fører med vores nærmeste om, hvad der nu lige fylder i vores liv af godt og mindre godt.
Som du har jeg fået professionel hjælp. Fx har jeg kunnet få psykologhjælp, fordi min far blev syg og døde, et par måneder efter jeg blev alene. Psykologsamtalerne har bestemt været givende, og jeg er på mange måder blevet hjulpet af både dem, sjælesorg hos en præst og samtaler med mange forskellige kvinder, jeg har opsøgt, fordi de tilsyneladende selv er kommet godt igennem noget lignende. Dertil har jeg læst rigtig mange bøger om sorg, traumebearbejdning, tilgivelse og personlig vækst, Så jeg er temmelig klar over, hvad jeg skal gøre, og især hvad jeg ikke skal gøre for at "komme videre".
For eksempel kender jeg så godt den enorme vrede, som flere indlæg på tråden vidner om, hvor man også falder for fristelsen til at bruge grovheder om den nye donna, der blandede sig i ens ægteskab. Og jeg fylder selv min dagbog med lignende shitspande, men når jeg genkender dem her, sort på hvidt, blot med et andet menneskes ord, bliver det så alt for tydeligt, at det KUN genererer mere smerte for en selv at sidde fast i de tankebaner. Vreden kan og skal man ikke fortrænge, tror jeg, men man kan vælge at hæve sig over at give den et udtryk, der rammer tilbage på en selv.
Men som du har jeg oplevet, at hele denne psykologiske og selvdisciplinerende indsats slet, slet ikke har kunnet forhindre følelsen af meningsløshed og dyb, dyb ensomhed og uoverstigelig sorg. Den bor i mig nu på tredje år, og giver mig en meget stor tvivl, om jeg nogensinde bliver glad igen. Jeg kan sagtens være glad i glimt, men aldrig længere sådan af hjertet jublende glad, fyldt med lyst til livet og energi til at klø på.
Om noget er svært for min eksmand, ved jeg ikke, for han har sammen med sin nye dame kastet sig ud i at leve livet for fuld skrue med køb af sommerhus, fester og ferier med hans og min gamle fælles omgangskreds, som jeg i ret stor udstrækning er trængt ud af. De gamle "fælles venner" inviterer stadig pligtskyldigt os begge, men for mig gør det så ondt og er så rystende at skulle møde min ex med sin nye under armen, at jeg konsekvent har meldt afbud.

Af Vandmanden,   20-12-2016 18:11

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Søger en Rene som skrev kommentar sidste gang 04.01 2015. Du boede på Sjælland men havde planer om at flytte til Nordjylland.
Mon du stadig følger blokken?
Kh. Tikki

Af Tikki,   30-01-2017 12:57

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Har med stor interesse læst denne tråd - og ligesom mange andre giver udtryk for, har det også for mig været lindrende at vide, at jeg ikke er alene med mine følelser.
Jeg blev skilt i januar 2016, på eget initiativ, efter 28 år sammen, heraf 21 som ægtefæller. Efterskilsmissen fulgte en kaotisk periode, hvor vi flyttede samme igen fra april til november, hvor jeg så forlod ham - igen. Jeg havde i den sidste tid af mit ægteskab flere affærer, et klart symptom på, at jeg var ked af det, trods en kæmpe kærlighed til min eksmand.
Jeg ELSKER ham stadig, og han kæmper stadig for at få mig tilbage. Men jeg ved, at vi ikke på den lange bane kan få det til at fungere, og jeg kan aldrig såre ham med min utroskab, som han ikke er bekendt med.
Vores børn har lidt utrolig meget under dette forløb, ikke mindst "frem og tilbage" - hvor de bl.a. har været nødt til at flytte flere gange.
Jeg kæmper med en stor skyld overfor både børn og eksmand, men tror, jeg har taget den rigtige beslutning. Tror. Og i tvivlen ligger en stor smerte. Men jeg er kun et menneske, og det tror jeg, man skal minde sig selv om.

Af Lotte,   03-02-2017 23:27

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Det har været rart at læse de mange indlæg her i bloggen, for jeg havde brug for noget at støtte mig til her i sorgen efter min skilsmisse. Det lyder nok naivt, men det er kommet voldsomt bag på mig, hvor stor en smerte og sorg det er, selvom det var mig der gik...

Jeg oplevede her for nylig, at jeg følte mig så ensom, at jeg ønskede ham som passager i min bil på en lang tur, hellere det end at være alene...

Jeg savner så meget samværet, én at komme hjem til og dele hverdagens sorger og glæder med, få et kram af...også selvom jeg ved, at det var det rigtige at blive skilt...men puha, hvor er det hårdt, og hvor er jeg træt af at svinge så meget i humør - fra megaoverskud til "drikke for meget vin om aftenen og fylde mig med sukker"-kulkælderen.

Har været i gang med at date, men orker det ikke rigtigt, er gået lidt i en puppe-tilstand, har lyst til at rejse langt væk, bare gå uden at tænke..

Har heldigvis godt forhold til ex'en + god veninde i samme situation - ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden...

God påske til jer alle :)

Af Susanne,   16-04-2017 17:45

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Jeg er her for at dele min erfaring til jer alle. Om hvordan jeg kom tilbage til min mand, blev vi gift i mere end 9 år og har fået to børn. Ting gik godt med os, og vi er altid glade. Indtil en dag begyndte min mand at opføre sig på en måde, jeg ikke kunne forstå, jeg var meget forvirret af den måde han behandler mig og børnene på. Senere samme måned kom han ikke hjem igen og han ringede til mig, at han vil have skilsmisse, jeg spurgte ham, hvad har jeg gjort forkert for at fortjene dette fra ham, alt han sagde, han vil have en skilsmisse, at han hader mig og ikke vil At se mig igen i sit liv, var jeg sur og frustreret ved ikke hvad jeg skulle gøre, jeg var syg i mere end 2 uger på grund af skilsmissen. Jeg elsker ham så meget, at han var alt for mig uden ham mit liv er ufuldstændigt. Jeg fortalte min søster om min nuværende tilstand, og hun fortalte mig om dr. Goko, kærlighedslægen, jeg kontaktede ham for min mands tilbagevenden til mig, han fortalte mig, at min mand er blevet taget af en anden kvinde, at damen kaster en Stave på ham, det er derfor han hader mig og vil også have os til at skille sig fra. Derefter gav han mig også sikkerhed for, at min mand i de kommende 48 timer vil vende tilbage til mig og børnene, efter at han er færdig med at udstille stavningen i de næste 48 timer, ringede min mand mig undskyld mig på telefon og Sagde, at han stadig elsker mig så meget, at han ikke ved hvad der kom over ham. Men i dag er min mand og hele min familie nu lykkelige igen. Tak dr goko for hvad du gjorde Jeg ville ikke have været noget i dag, hvis ikke for din hjælp. Kontakt ham dr.gokosspiritualcaster@gmail.com whatsapp ham +2348056398964.

Af vera,   24-04-2017 22:55

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Man håber ,at der er en ,som sidder med løsningen til hvordan man kommer videre, sådan rigtig konkret efter at man er blevet forladt ,så man ikke skal igennem al den smerte , men den findes ikke, og alligevel håber jeg. Uvisheden om hvor lang processen er eller bliver i dette sted hvor min verden bare står stille og hvor jeg føler mig SÅ alene er uoverskuelig.
Har gået til psykolog og terapeut for at finde indre ro og finde mening og forståelse for at kærligheden og det at elske et andet menneske kan forsvinde og være uopretteligt. Meningen med at jeg ikke blev informeret og ikke vidste noget om hvad der skulle ske, den smerte brænder så meget inde i mig også efter 10 måneder. Han vil bare være min ven og have et godt samarbejde.
Jeg blev forladt af min mand kort før vores kobberbryllup i oktober 2016.
3 børn 11/15 og 18 år. 10 dage efter vores kære ældste søn var rejst 9 mdr på studie tur valgte så at forlade vores pigerne og jeg. Vi gik fra 5 om bordet til 3 over kort tid
Det er nu 10 mdr siden og jeg er stadigvæk knust. I afmagt og frustration har jeg ydmyget mig selv flere gange fordi jeg troede det ville hjælpe mig ved at søge trøst hos ham. Han var ked af det sagde han, selv havde han mistet sit livs kærlighed men han kunne måske godt leve med ikke at være lykkelig men kunne ikke leve med at være ulykkelig. Han kunne ikke være i det. Det har gjort så ondt at få at vide.
Grunden til hans ulykkelighed var at han ikke følte jeg elskede og begærede ham og nu var han desværre nået derud hvor han ikke elskede mig mere.Han var så lagt i processen med sig selv, at han var afklaret med hvad han traf af beslutning for os. Han synes jeg var og stadigvæk er så smuk og fantastisk og fortjener meget bedre Han er så stolt over at jeg er mor til hans børn . Men det er følelserne siger han og dem råder han ikke over
Jeg sidder tilbage med en tomhed og magtesløshed over ikke at vide noget i tide hvor skidt min mand havde det og hvor skidt han havde det i forhold til mig og os. Han har trøstet mig og fortalt mig at han altid vil være der for børnene og jeg, men ønsker ikke at være mand og kone mere.
10 mdr er gået og han virker som det er det bedste han har kunne gøre for sig selv. Tilfreds og glad. Han har fået nye venner , dyrker sin cykelsport endnu mere, vil udforske nye sider af sig selv og bare være lykkelig.
Han vil ikke lyve mere, så han fremstår hudløs ærlig overfor mig selvom det sårer mig inderligt. Han startede bruddet med at havde mødt en som gav ham uhæmmet sex. Han var solgt og ændrede sig efter dagen han gik til en person jeg slet ikke kendte, meget kold og holdt mig meget på afstand men kom og trøstede mig og børnene så godt han kunne Jeg var intet anet om hvad han foretog sig, men hans opførsel gav mening da jeg fik det at vide. Dette heftige forhold sluttede da han havde været iøjefaldende ivrig i at plante en ny i mit sted, så brød hun med ham. Han var desperat Lidt af ham kom tilbage som person, men han fastholdt sin beslutning. Godheden i ham ville mig det bedste og hjælpe mig videre,
Alt dette har slidt meget på mig og ødelagt meget inde i mig. Jeg har set sider af mig selv jeg ikke vidste var i mig. Jalousi, brændende vrede til ham ,ulykkeligheds følelsen som føles vedvarende. Jeg tænker tit om jeg er på vej ud i en depression, så ked af det jeg kan være ind imellem. Jeg har gnuen i mave og bryst , gråden sider i halsen ,bange for hvad der skal ske og hvad han vil gøre af tiltag ,som kan få mig ned igen når jeg lige har fået luft. Jeg ved han ikke gør det af ondskabsfuldhed for den evne har han ikke ,men følelsen af det er der. Det føles ondt gjort men den mærker han ikke.
Jeg sidder i vores fælles hus, fordi jeg ville holde mig fast i alt jeg kunne. Det trygge og det jeg kendte. Vaner, traditioner, Hus ,børn,hans familie, fælles venner osv. jeg har fornemmet at det trak min smerte meget langt, men tror også at det har været okay for børnene og jeg selv at komme igennem denne proces i stedet for at alt blev revet væk den dag i 2016. Jeg har gjort mange af de ting for mine børns skyld, men også fordi jeg ikke vidste hvordan jeg skulle takle min nye tilværelse.
Huset er solgt nu og jeg skal finde mit eget.
Mange spøger " vil du tage ham tilbage" hvis han fortrød
Jeg elsker ham stadigvæk meget højt ,men ved at jeg ikke kan byde mig selv det jeg får igen . For jeg vil aldrig få det samme kærlige menneske igen.Frygten for om han ville gøre det igen vil altid sidde i mig.
Om han en dag vil fortryde hvad han fastholdt os i, får jeg nok aldrig at vide.





Af Stina,   14-07-2017 11:30

Lån

Kære lånesøgere

Har du økonomiske vanskeligheder? Vil du starte din egen virksomhed? Dette lånefirma blev etableret menneskerettighedsorganisationer rundt omkring i verden med det ene formål at hjælpe de fattige og mennesker med økonomiske vanskeligheder i livet. Hvis du ønsker at ansøge om lån, skal du kontakte os igen med nedenstående email: elenanino0007@gmail.com

Navn:
Det krævede lånebeløb:
Lånetid:
Mobilnummer:

Tak og Gud velsigne
TILLID
Elena

Af Elena,   12-09-2017 07:23

Har du brug for et lån


Har du brug for et lån til at starte virksomhed eller individuelt lån, hvis ja send os dine oplysninger nedenfor,
emial alexandretessy03@gmail.com

1. Ansøgerens navn:
2. alder:
3. Placering:
4. Påkrævet beløb som lån:
5. Varighed:
6. Land:
7. Telefonnummer:
8. Formålet med lånet:
9. Beskæftigelse:

Jeg forventer et hurtigt svar fra dig snart

Af Alexandre Tessy,   06-11-2017 19:32

Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Har du brug for et lån til at starte virksomhed eller individuelt lån, hvis ja send os dine oplysninger nedenfor,
emial alexandretessy03@gmail.com

1. Ansøgerens navn:
2. alder:
3. Placering:
4. Påkrævet beløb som lån:
5. Varighed:
6. Land:
7. Telefonnummer:
8. Formålet med lånet:
9. Beskæftigelse:

Jeg forventer et hurtigt svar fra dig snart

Af Alexandre Tessy,   06-11-2017 19:33

thebrotherhoodtemple@gmail.com

Jeg vågner hver morgen og beder til min Gud for at styrke Dr.EHIS for hans gode gerninger, som han laver rundt om i verden. Jeg mistede min elsker nogle måneder tilbage, men takket være Dr.EHIS for at hjælpe mig med at få hende tilbage inden for 12 timer. Kontakt Dr.EHIS på thebrotherhoodtemple@gmail.com

Af Manny,   10-11-2017 14:33

thebrotherhoodtemple@gmail.com

Jeg vågner hver morgen og beder til min Gud for at styrke Dr.EHIS for hans gode gerninger, som han laver rundt om i verden. Jeg mistede min elsker nogle måneder tilbage, men takket være Dr.EHIS for at hjælpe mig med at få hende tilbage inden for 12 timer. Kontakt Dr.EHIS på thebrotherhoodtemple@gmail.com

Af Manny,   10-11-2017 14:43

Dit navn:
Titel:
Kommentar:
Sikkerhedskode
CAPTCHA image
For at undgå spam, skal du indtaste sikkerhedskoden i boksen nedenfor.
Tilføj kommentar   Annuller 

Anbefal delebarn.dk

delebarn.dk - Barnet i focus

Del på Facebook

Spædbørn/småbørn og samvær

Vælg den mest skånsomme samværsform for jeres barn.
Du/I kan  maile/ringe efter yderligere oplysninger/Pjece hos Børnesagkyndige

Hanne Søndergaard Jensen
tlf. 42220330
mail: hanne.s.jensen@me.com

Juridisk og Børnesagkyndig rådgivning.

Jurister og børnesagkyndig med megen erfaring fra såvel Statsforvaltningen som socialforvaltning,  tilbyder jer/dig hjælp i samvær og bopæls / forældremyndigheds sager. Samt hvis du  har en sag i socialforvaltningen.

Vi kan bistå med hjælp i Din/jeres sag eller deltage som bisidder i Statsforvaltningen / Fogedretten eller i socialforvaltningen / kommunen.
Vi  bor centralt i København, men tilbyder ligeledes hjælp via mail / tlf. hvis det ønskes.
I kan komme sammen eller enkeltvis.

Uanset om det drejer sig om samarbejde/ kommunikations problemer - eller om samvær / deleordning  / forældre-myndighed / bopæl  eller møde med det sociale system, kan vi træde til.
Vi  har bred erfaring i komplekse sager samt i rådgivning om samvær og barnets bopæl på baggrund af barnets alder og modenhed.

Henvendelse i dagtimerne til :
 
Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen – 42220330
Jurist Betina Bak – 28744101 
Jurist Lina Lyster 28777236

www.bakpluslyster.dk

Seneste indlæg

Børn og skilsmisse

Williams jul

Barnets bedste - efter skilsmissen

Du overlever (også)!

Om at sætte sine børn fri

Seneste kommentarer

lånetilbud til lav rente
Lånetilbud @ 2% sats !!!
Loan
thebrotherhoodtemple@gmail.com
thebrotherhoodtemple@gmail.com
LOAN
Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?
Har du brug for et lån
Sv: Stedmor Er Ikke Ond – Hun Bliver Ond
Lån


Copyright 2009 - 2015 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook