Ovennævnte spørgsmål kan man – fra barnets sko – sige ja til – og hvordan det?
Jeg vil forsøge at gengive – hvad jeg sådan husker som essensen fra flere børnesamtaler – år tilbage.
For mange år siden fortæller en pige under en børnesamtale i statsamtet, at hun ikke længere ” kender sin far”. Han er ikke, som hun husker det, ” den gamle far”.
Vi taler om den ”nye” og den ”gamle” far. Jeg husker brudstykker af denne og andre samtaler fordi jeg for nylig har talt med en halvvoksen pige (i privat regi) der fortalte om at miste sin far mere end en gang når de blev skilt. Første gang ved selve skilsmissen og anden gang da far præsenterer hende for sin nye kæreste........! Og her begynder et gradvis tab – for anden gang. Tabet af en far, som hun troede hun var alt for!
Og hvad handler dette om? Jo hvis en mor eller far – fra at være mor eller far for deres barn – og opfattes som sådan, pludselig finder en ny, de er meget forelsket i, ja så ændrer man sig som person – foran øjnene på sit barn. Barnet opfatter jo sine forældre – først og fremmest som forældre. Barnet ser ikke forældrenes seksualitet udspille sig (ved f.eks. at tungekysse – tage på hinanden på en seksuel facon) foran øjnene på barnet. Det kan være sket – men barnet ”ser” det ikke.
Den unge kvinde jeg talte med, (som var 12 år da forældrene blev skilt) fortalte om hvor klamt hun syntes det var når hendes far og hans nye kæreste kyssede hinanden – sådan tungekyssede – arg! hvor var det klamt, husker hun.
Hun huskede også, at hun syntes hendes far nogle gange var noget fjollet, at han glemte hende og pjattede med sin nye kæreste.
Den ”gamle far” som hun huskede, tog hende med alene på fisketur og travetur – nu skulle hans kæreste med hver gang. Ja, hun følte sig tilovers, var skuffet og gad ikke komme der så meget. Hun husker ikke hvordan det blev som det blev, men hun så sin far mindre og mindre.
Og flere af mine ”gamle sager” i statsamtet handlede meget om et samme – et barn der ikke ville så meget samvær, fordi barnet følte sig ” ikke set og hørt længer” , af den ene forælder. Man kan tænke sig at helt slemt er det hvis begge forældre er nyforelsket.
Den næsten voksne kvinde jeg talte med fortalte at en periode blev det lidt bedre mellem hende og hendes fars familie,. Det var da faderen og hans kæreste fik et barn nogle få år efter – hun husker hun var blevet konfirmeret og nu skulle være ”storesøster”. Herefter husker hun, at hun kom enkelte gange lidt oftere hos sin far – OG HANS NYE FAMILIE - IKKE HENDES, oplevede hun. Denne sondring er vigtig at repetere. Hun var vældig glad for sin lillebror – han var da meget sød - husker hun, men hun havde mistet den far hun engang havde. Og som den pubertetspige hun var, da familien hos far blev forøget med en lillebror, havde hun meget andet i hovedet end sin ”nye lillebror”.
Når børn husker og ser at deres forældre virker anderledes end de plejer, hænger dette naturligvis sammen med barnets alder og modenhed – små børn ser ikke samme ændring, som større børn. Men det er værd at bemærke at når nogle børn frasiger sig noget samvær, hvad jeg tit har siddet med i statsforvaltningen, kan baggrunden være noget som det beskrevne – eller lignende.
Dette bør forældre tage med i deres overvejelser, hvis de ikke forstår hvorfor deres barn ønsker mindre samvær – der er også et hav af andre årsager hertil – dette blot en af de årsager man støder på. At en forelsket forælder er en anderledes person end blot en forælder.
Hanne Søndergaard Jensen
Børnesagkyndig